Kælderen afdækkes

Med en sammenkaldt skare af grogs bevæbnede med koste og skovle påbegyndes rydningen af kældergulvet.

Timers arbejde i en træt og trykket stemning afdækker flere orme, en grav og et sært, stjerneformet hul. Stjernen viser sig at være arnestedet for de hvide orme, og mens gravstenen - bærende navnet Zenobus - studeres nærmere af de forundrede troldmænd, begynder nogle kåde grogs at pjatte rundt med et par orme. Et par stykker kastes efter de nysgerrige men anspændte kvinder, der højlydt hviner og flygter bort, til mændendes moro. En anden kaster en orm efter en trejde grog, hvorefter den afvæbnende latter afbrydes af et opskræmt brøl.

- Av, av, av for Satan. Den bed mig sgu! Den eddermadme bed mig sgu - den bed min finger af?! Den bed kraftedme min finger af!

I hast rømmes kælderen og de forsamlede troldmænd rådfører sig med hinanden. Det besluttes at forsegle hullet i stjernen, hvilket Spinosius tager sig forsvarligt af.

Maurus kaster sig i nattens løb over alle de besværgelser, han har lært af Felix, for at fravriste en udtværet orm viden om sin sande natur. Men frugtesløst.

Dragomirs flugt

Samtidigt, dybt nede under Djævlens Næsebor, i Bjergkongens sal, står Dragomir eftertænksomt med en Manus d'Argent han netop har samlet op fra hulens gulv. Tæt ved hans side står Ilith. En svag rumlen og en klæg boblen afbryder deres tanker.

- Hv-hvad er det, Dragomir?

Ud af sprækker i klippen flyder en glinsende væske, der reflekterer skæret fra Dragomirs hånd. Langsomt bevæger det sig tættere på, hen mod de to.

Dragomir vender sig resolut mod en åbning i den fjerne ende af hulen og leder sikkert Ilith ud af de rumlende klippegange, på vej mod overfladen. Til stadighed forfulgt af den krybende væske, ledsaget af en klagende hvisken:

Taticus. Taaa-aticus. Hvor er du?

Endeligt, efter timers flugt opdad, når de en udgang, hvor dagens sidste rest af lys møder dem. Lettede indånder de den friske luft, og Dragomir omstyrter resolut udgangen bag dem. Forhåbentligt kan det holde Bjergkongen indespærret og de slår lejr for natten.

Ved daggry drager de igen mod nord, tilbage til Silentiasaxa.

Om Fidelius' afrejse

Anna fatter tillid til Reyes og beretter om Fidelius' afrejse. Hun husker nogle af hans sidste, kryptiske ord:

- Dette er Pandoras æske. Og jeg skal ud og finde Pandora og give den til hende.

Tilsyneladende var han i usædvanligt godt humør.

Taticus, Taticus.

Efter Dragomirs hjemkomst forsamles de foruroligede troldmænd i rådssalen. Dragomir beretter om mødet med floden af sølv, mens Gordian opsummerer sagen om Zenobus' grav og de gådefulde orme. Dette får Dragomir til at afsløre det efterladte skrift, han har fundet. Tilsyneladende forbundet til Taticus.

Forvirring og rådvildhed breder sig. De gådefulde brikker hvirles blot endnu mere op og rundt, da Yvette i kortfattede, bestemte udsagn løfter sløret for nogle af hændelserne omkring bibliotekets brand. Tilsyneladende blev Thibault pagtens helt da han ene mand reddede, hvad der kunne reddes af biblioteket - inklusiv Cornelias lærling Abetxuko - mens den ansvarlige librarius Taticus intet foretog sig. Og tilsyneladende blev bortvist fra pagten kort efter.

Hestevrinsk i natten

Dragomir og Maurus mødes ved nattetide i bibliotekskælderen. Maurus for at indhøste et levende ormevæsen til Felix til nærmere studier.

Deres dæmpede samtale over Zenobus' gravsten afbrydes af en panisk hestevrinsken. Dødsangst. Snart sparkes stalddøren op af skrækstærke hove og pagtens hesteflok begynder deres dødsridt væk fra den mørke stald. En svag stemme forsøger at overdøve angsten i de galoperende hestehjerter - Ilith klamrer sig fast på en hest.

Staldens mørke oplyses og udforskes af tililende troldmænd. Et stadigt blødende hestelig byder dem i møde længst inde. Delvist spist, af små, skarpe tænder.

En grå, sej puppe, som en bikube i overstørrelse, blotlægges øverst under taget. Med forbavsende hårdhed og sejhed modstår den Dragomirs klinge.

Samtidigt spærrer Reyes øjenene op, da han i halmen opdager nok en orm. Den er dog vokset foruroligende i størrelse. Men stadig lige fredelig, når man ser bort fra de tydelige blodstænk og kødtrevler, der hænger ud af dens mund.

Iliths rolige stryg over ryggen og bestemte påmanelser om ikke at spise heste, virke ikke beroligende på de forsamlede troldmænd.

Efter nogen rådslagning besluttes det, at lade Felix nære ormen i sit sanktum.