Magtens Tinder

Forside > Fortællinger > Sølvets pris > Del VI


 

Pacos kærlighedserklæring

En tidlig morgen før alt for mange nysgerrige sjæle er stået op, tager Paco mod til sig og erklærer sin kærlighed til Lydia, den fagre men generte ungmø. Tøvende, overvældet, men overbevist af hans lidenskabelige veltalenhed, indvilliger hun i om nødvendigt at forlade sin hjem, sin familie, sin tryghed, og drage bort ud i verden med Paco. Til dels drevet af den angst, der har bredt sig på pagten efter de sidste ugers foruroligende hændelser.

De skilles med fælles længsel mod fremtiden, mens Paco lover at planlægge deres flugt.

Sanktum i dybet

Gordian forsøger med Senor Marcos og Jean Poilouts hjælp at imødegå den angst og usikkerhed, der truer moralen blandt pagtens tjenere. Et forslag om at tilkaste biblioteksruinen for at stoppe de gnavende orme, vinder gehør. Dog skal graven undersøges først.

Forsigtigt løfter Maurus gravstenen op med magiske besværgelser. Den efterlader et dybt, gabende hul. Som efterfølgende udforskes af forsigtige troldmænd.

Midt i det hele dukker Alazne op. Medbringende lidt nyt fra den store verden. Om den snarlige ankomst af materiale og arbejdere til det nye bibliotek.

I bunden af graven fører en gang videre, gennem en hvælving, frem til en vindeltrappe. På en væg ved trappen opdages det velkendte tegn for et sanktum, næsten usynligt. Dette får gruppen til at tøve et øjeblik - selv quasitorens beslutsomhed sløves af uklare, mulige konsekvenser ved at trænge ind her. Er det Zenobus' sanktum? Er han død? Har han stadig krav på sit sanktum efter så mange års fravær?

Ved foden af vindeltrappen afsløres en naturlig klippehule, der rummer tydelige rester af en troldmands obskure gerninger. Væltede og ødelagte statuer af vanskabte væsener, knust glas, kolber, rester af magiske ingredienser, enkelte mørnede og sodsværtede pergamentstykker samt klippestykker ligger spredt over gulvet, hvor der enkelte steder genkendes pentagrammer og spor af magiske beskyttelsescirkler.

Desuden:

  • Et stenbord, hævet over gulvet på et podie, nærmest som et alter, og udsmykket med sære, forvredne relieffer.
  • En sært formet tveægget kniv eller kortsværd, med rombeformet klinge af blegt krystal og med solidt tohåndsgreb af rødgyldent metal.
  • En sprække i loftet, der gøres til genstand for spekulationer og undersøgelser for, om der er hul igennem hele vejen til overfladen, og om det hul evt. er sammenfaldende med den femtakkede stjerne i biblioteksgulvet.

Felix taler ud

Felix opsøges af Maurus, Spinosius og Reyes i det ildelugtende sanktum i tårnkælderen. Den tilfangetagede orm lader til at have forpuppet sig, således at der nu er to pupper. Felix er begejstret - alle hans hidtige undersøgelser har slået fejl, og han er strengt taget ikke engang klar over, om de to pupper kan siges at være levende eller døde! Dette er måske hans gennembrud, dette vil vise at Bonisagus' teori, byggende til dels på erkendelser gjort af de fejlanpriste gamle grækere, er ufuldstændig og fejlbehæftet.

Hans begejstring dæmpes synligt af antydninger af, at væsenerne er forbundet med Taticus' studier. Uddybende, ihærdige spørgsmål antyder derefter et muligt hændelsesforløb omkring biblioteksbranden, Thibaults heltedåd og Taticus' flugt. Tilsyneladende var det et kup for at vælte den gamle, enerådige og uovervindelige magtelite af tronen, Forneus og Taticus. Og Felix frygter åbenbart deres hævnfulde genkomst.

Men gemte kælderen virkelig på uvurderlige, græske originalmanuskripter?

Og gik de virkelig tabt i branden?

Og ville Cornelia, Thibault og Fidelius virkelig brænde biblioteket ned til grunden og ofre dette for at tilrane sig magten?

Reyes gør kur

Reyes plages af sin ubehjælpsomhed, føler at hans dybtliggende frygt for højder blokerer hans mulighed for at bidrage til fællesskabet. Selv tjenestefolkene ser ned på ham, lader det til. En stige? End ikke - gys - klatre ned af en stige, kan han overkomme. Endelig i desperation beslutter han sig for at finde en, der kan hjælpe. En at betro sig til. I morgen skal det ske.

En tidlig morgen forhindrer Reyes uforvarende et hemmeligt møde mellem Lydia og Paco. I stedet smelter Reyes Lydias hjerte med veltalenhed, charmerende smil og gyldne løfter om en mulig kærlighed mellem mand og kvinde, der er større end Trolddomsgaven.

Gordians grublerier

Efter afdækningen af det hemmelige sanktum, bliver det mere og mere klart for Gordian, at der nok kun er et muligt næste træk for at løse gåden om Bjergkongens indespærring: At opsøge Malinbois, den pagt, han forlod i afmagt og vrede for år siden, med et sammenbidt mumlet løfte til sig selv om at hævne uretten. At stille Severus til ansvar. At afsløre sandheden om hans umenneskelige metoder.

Er han rede til konfrontationen? Nej. Men for Silentiasaxas skyld må han søge hjælp og viden der.

Han tager endelig den svære beslutning, men afbrydes i sine forberedelser af en budbringer fra Huesca.



Oprettet 2006-05-03
Frederik
Opdateret 2006-05-17
Frederik