Spinosius erindrer Taticus

Det slår dig nu. Taticus er Luçon.

Og Luçon er navnet på den by, hvor Caesisius voksede op.

Luçon. Du var bange for ham. Caesisius morede sig over din frygt.

– Det er rigtigt Spinosius; du skal frygte det ukendte. Frygten er vor drivkraft. Brug den til at skærpe dine sanser, så du kan finde din fjendes svaghed. Der er altid en svaghed. Find den. Og slå så til.

Det var altid uventet, når han dukkede op. Og det var aldrig hjemme, aldrig i Caesisius’ sanktum. Altid på et øde sted, om natten, under stjernehimlen. Og aldrig når månen var oppe.

Hans øjne var det man først fæstede sig til. Der var vildskab. Vanvid? – Eller var det begær? De var aldrig rolige, altid flakkede de rundt, spejdende. Og altid søgte de opad. Mod natten.

Caesisius indvilligede dig aldrig i hvad disse møder gik ud på (eller gjorde han?). Du husker kun frygten. Og noget med skriftruller. Og – mad? Mad, der grådigt blev fortæret af den krumbøjede gamling med de flakkende øjne. Der trak glinsende fedtstriber ned over hagen, ned i det sammenfiltrede skæg. Efterfulgt af hektisk, lavmælt hvisken mellem Taticus og Caesisius. Og sløret af et blåligt skær.