Magtens Tinder

Forside > Fortællinger > Af jord er du kommet > 4. En bortløbet lærling


 

En bortløbet lærling

I starten af marts starter tøbruddet i bjergene. Ved jævndøgn afholdes rådsmøde. Gordian har pådraget sig en lungebetændelse og kan ikke være til stede. Felix og Clavius er heller ikke til stede. Pagtens situation diskuteres, og en rejse til Lariander planlægges. Ved solnedgang går en mindre rystelse gennem tårnet. Kort før midnat sker en lidt kraftigere rystelse, og hen under morgen endnu en. Rundt om tårnet ligger mindre, løsrevne sten, og der er opstået en del mindre sprækker i muren.

10. marts 1199. Dagen efter jævndøgn begiver en ekspedition bestående af Sylvester, Gordian, Maurus, Alazne, Ninette, Dragomir, Ilith, Toro (vagt) og Paco (køkkendreng) sig afsted i retning mod Toulouse og Lariander. Vejret er lunt og overalt høres rislen af vand fra den smeltende sne. Følget overnatter på en kro i Foix hvor de erfarer at den nye pave, Innocent III, har udsendt inkvisitorer til Toulouse, og iblandt dem er Peter af Castelnau. Dette varsler hårde tider for katarerne. Hidtil har de været støttet og beskyttet af grev Ramón af Toulouse, men han vil nu komme under et vældigt pres.

14. marts 1199. Efter yderligere fire dage på farten når de rejsende Muret hvor de først aflægger besøg hos Ninettes onkel, magikeren Sebastién. Han har desværre kun få oplysninger om Lariander og kender ikke noget til dragekraftlinjer. I Muret besøger de rejsende også Ninettes far, Hector, som takkes for de rundhåndede donationer til laboratoriernes vedligehold. Også her hersker bekymring over rygterne om pavens udsendinge.

15. marts 1199. Næste dag hen under aften nærmer følget sig Toulouse. Ingen har lyst til at overnatte i en by hvor inkvisitorer holder til. Først overvejes en overnatning i en magisk hytte, men igen er inkvisitorernes nærhed ikke befordrende for magikernes velbefindende, og en mere mondæn løsning besluttes: at overnatte på en mølle lidt længere oppe ad vejen. Ninette banker høfligt på, men når dårligt at indlede sin anmodning om nattely førend den unge mand i døren giver et forskrækket udbrud fra sig, tilsyneladende pga. synet af Alazne, og smækker døren i i hovedet på Ninette. Yderligere forsøg på at få den unge mand til at åbne døren er forgæves, og Sylvester taber tålmodigheden og bryder døren ned med magi. Den unge mand, der tilsyneladende har forandret udseende indenfor de sidste par minutter, er bævende angst og ikke meget for at svare på magikernes spørgsmål, selvom han prøver at agere samarbejdsvillig. Hvad han ikke er klar over er at det er meget nemt for Ninette at gennemskue hans løgne. Han viser sig at være Caeron, Cornelias lærling, der forsvandt samtidig med hende og Abetxuko.

Caeron beretter at Cornelia, Abetxuko og ham drog mod Lariander for at tale med Louis og søge hjælp til tårnet. Louis kunne ikke lide Cornelia og der var ikke megen hjælp at hente, men en oplysning fik de dog: Andrino af Bonisagus, også fra Lariander, havde hjulpet til med tårnet i sin tid. Da Andrino ikke længere var i live besluttedes det at Abetxuko skulle fremmane hans spøgelse for at udspørge det. Dette foregik i en klippehule ikke langt fra Lariander, men noget gik helt galt. Andrinos spøgelse kastede sig voldsomt rundt og fremmessede usammenhængende stumper. Da Abetxuko sank sammen, tog Caeron flugten og ved ikke hvad der videre hændte Cornelia og Abetxuko. Episoden var så skræmmende en oplevelse for ham at han straks ønskede at opgive al magi, og han påstår at han ikke har brugt magi siden den dag, pånær for at ændre sit ansigt i dag for at skjule sig. Spørgsmålet om hvorvidt han straks bør slås ihjel, kompliceres af at han ikke er udlært og ikke har aflagt eden og muligvis ikke har udøvet magi i otte-ni år. Eller bør han mod sin vilje tvinges til at genoptage magiens gerning og udstå sin læretid? Beslutningen udskydes. I første omgang skal han næste morgen vise vej til hulen hvor Andrinos spøgelse hærgede.



Oprettet 2004-10-07
Tina
Opdateret 2004-11-05
Tina