En fælles forståelse

16. marts 1199. Følget drager med Caeron som vejviser mod hulen hvor Andrinos spøgelse skræmte den unge lærling på flugt for otte år siden. Hulen ligger et stykke oppe af en bjergskrænt. Indgangen viser sig at være spærret af kraftige, tornefyldte buske som Ninette dog får pulveriseret. Bagved ses ikke umiddelbart nogen åbning, men der er en antydning af at der har været en indgang der er blevet fyldt ud med sten. Sylvester får hurtigt fjernet forhindringen og Gordian træder ind efterfulgt af Maurus og Ilith. I hulen finder de Abetxukos jordiske rester, inkl. en kraftig guldarmring. Der findes også to pawn corpus vis og tre pawn mentem vis, som det gættes på stammer fra Andrino. Desværre er der ingen spor af Cornelia.

Der er ikke langt fra hulen til Lariander. Skrænten leder ned til en mindre flod der lidt længere oppe flader ud og kan krydses. På den anden side ligger skoven Larianne hvor pagten Larianders fire solide bjælkehytter ligger i en lysning.

Primus Luceo filius Augustus scholæ Bonisagus, normalt blot kaldet Louis, tager imod Silentiasaxas magikere. Først er der lidt indledende snak om Cornelia, som Louis godt nok snakkede kort med for otte år siden, men ikke siden har hørt noget til. Dragekraftlinjer er han ikke meget for at forklare nærmere, men han er interesseret i at slå en handel af som Gordian lægger op til. Han er godt klar over Silentiasaxas tårn ikke er i den bedste forfatning. Det viser sig at Lariander også står med et problem: pavens udsending, fader Raynard de Certre, abbed for et cistercienserkloster i Italien, vil opføre et kloster i kort afstand fra Lariander. Der opnås en fælles forståelse for at hvis Silentiasaxas magikere på diskret vis kan afværge at klostret bygges så nær Lariander, vil Louis komme til Silentiasaxa og reparere tårnet. Louis understregen nødvendigheden af yderste diskretion i begge sager. Ingen andre bør vide noget om disse ting da de kan være på kant med Hermesordenens Kodeks.

Silentiasaxas udsendinge indlogeres på Lariander. Ved aftensmaden får de hilst på nogle af pagtens øvrige magikere. Apuleia af Jerbiton er fra det romerske tribunal og ved lidt om fader Raynard. Han ville måske hellere være blevet på sit kloster i naturskønne omgivelser i Italien, men stræber efter magt og efter at behage paven, og er derfor dennes villige redskab. Silva af Merinita fortæller af elverne i området tilsyneladende ikke har i sinde i reagere på truslen. Enten forstår de ikke sagens alvor, eller også forventer de at sagen løses af magikerne.

17. marts 1199. Dagen efter tager følget ud og besigtiger landområdet der er udset til klostergrund. Stedet ligger naturskønt et stykke oppe på bjergskrænten på den anden side af floden. Der er en fantastisk udsigt, der er kilder og cypreslunde. Der er fredfyldt, men kort afstand til Toulouse. Og stedet har en god forsvarsmæssig beliggenhed. Det er bestemt ikke uforståeligt at fader Raynard har udset sig dette sted.