Historisk baggrund for katerbevægelsen i sydfrankrig.
Den katolske kirke var rig mens de fleste almindelige mennesker levede i relativ fattigdom. Kirken var også korrupt, og dens representanter så som præster og biskopper levede ikke altid efter kirkens ord. Det i sig selv burde kunne få de fleste mennesker til at overveje om verden var skruet rigtigt sammen og om man ikke burde starte en ny og bedre religiøs orden. Men den katolske kirke var også utroligt magtfuld del af det feudale samfund.
I dette samfund var det kirken og adelen der regerede, og menigmand havde meget lidt at skulle have sagt. Kætterske ideer var en trussel mod samfundsordenen ogfik sjældent lov at leve længe.
I sydfrankrig var situationen dog den at der var opstået en konflikt mellem kirken og adelen. Konflikten skyltes at mange sydfranske lavadelsmænd i de urolige tider i 900-tallet havde opnået status som "beskyttere" af den lokale kirke. Adelsmændende fik tienden (som jo normalt skulle batales til kirken) og de udnævnte præsten. Men i 1100-tallet bestemte den katolske kirke sig til at gøre noget ved det, og det var selv sagt ikke populert hos lavadelen.
Konflikten mellem adel og kirke gjorde at der var bedre grobund for nye relgiøse tanker, og dette førte til at katerne fik et godt fodfæste i sydfrankrig.
Ideerne som den katerske tro bygger på kom sandsynligvis med korsridderne hjem østfra efter det første korstog 1096-99. Østpå i Det Byzantinske Rige, havde forskellige sekter og bevægelser fra den tidlige kristne tid overlevet længe.
Katerne påstår selv at religionen har rødder helt tilbage til apostlenes tid, men havde levet skjult og forfulgt i Grækenland og andre steder, hvorfra man nu drog ud for at omvende verden.
Mellem 1140 og 1165 har denne kirke udbredt sig til Rhinlandet, Nederlandene, Frankrig (nord og syd) og Norditalien. Specielt i Norditalien og Sydfrankrig har religionen godt fat.
Omkring år 1200 er den katerske religion blevet et veletableret religionssamfund i det sydlige frankrig.
Katernes udbredelse i sydfrankrig.