Første gang jeg brød koden

Regnen drypper stadig fra den unge Reyes klæder, mens han prøver at få varmen ved det bål vi har lavet i hulen. Han ligner en ynkelig og forkommen hundehvalp, som han står der en forskræmt undskyldning for sig selv. Han er nyudlært, og befinder sig tydeligvis stadig i lærlingens tankegang. Har endnu ikke forstået omfanget af de kræfter han besidder og den status de giver ham ret til. Det er slemt nok, at opfører sig sådan over for mig, men min guide er en simpel grog, og han bør ikke opleve en magi, der er bange for sin egen skygge. Eller er det mig, han er bange for? Har vi mødtes før, selv om jeg ikke erindrer det? Hvorfor rejser han alene i bjergene, fulgte han i virkeligheden efter mig? Det er noget, jeg må vide mere om. Eller måske ved han, at jeg er quasitor, kan det tænkes, at han allerede har brudt den ed, som han lige må have sværget? Det ville være en alvorlig sag.

Ah, som jeg dog hykler, som om jeg ikke selv brød min ed lige så hurtigt, dengang med elvertøsen. Eller gjorde jeg? Jeg må konstant minde mig selv om, at være kritisk over for mine erindringer, det er så nemt at falde tilbage til at stole på dem, så fristende og dog så farligt. Lad mig se, hvad er det egentlig jeg husker om den elverpige, lad mig nu se, om jeg kan finde en fejl i det.

Der var fest på Duresca for at fejre min svendeprøve, eller var det egentlig derfor, måske var det i virkeligheden til ære for de besøgende gæster fra pagten Estancia-es-Karida, jeg husker det ikke helt. God mad og vin blev serveret og der blev udvekslet mange historier, men selv havde jeg intet øre at lægge til disse. Årsagen hertil, var en ung barfodet pige i en simpel rød kjole med snoreliv, jeg kan ikke beskrive hende på nogen måde, der kan forklare mig, hvorfor jeg var som fortryllet, men fortryllet var jeg. Hun var ren og køn og hendes bevægelser havde en naturlig ynde, alligevel så hun ikke fornem ud, så jeg tænkte ikke, at hun var en person af nogen særlig status. Jeg stirrede på hende under den ganske middag, og hun gengav mit blik med et koket smil. Måske var det vinen eller min nys overståede svendeprøve, der gav mig modet, men jeg tøvede ikke med at byde hende op til dans, straks middagen var overstået. Vi dansede, og alle andre tanker var som blæst fra mit sind, blot jeg kunne forsætte med at kigge ind i disse fantastiske grønne øjne. Men pludselig blev vi afbrudt, en af de besøgende mauriske magi, en Alvar Dawla Criamonis. Han greb hende i armen og gelejdede hende over i en krog med ordene: ”Så har du vist underholdt den unge knøs længe nok, Perspectia, kom vi har vigtigere ting for.” Pludselig stod jeg tilbage alene på gulvet og kiggede hadsk over på Alvar Dawla, der stod lidt væk og talte dæmpet med hende, jeg nu vidste hed Perspectia. Hun havde hurtigt fulgt med ham uden at beklage sig, og nu ænsede hun mig ikke længere et blik, havde hun da ikke nydt vores dans lige som jeg? Eller måske var hun ræd for ham, selvfølgelig, han har hendes herre, og hun havde ikke andet valg. Men usikkerheden nagede mig, og før jeg havde nået at tænke, hørte jeg mig selv sige besværgelserne, der ville sætte mig i stand til at læse hendes inderste tanker. Med ét var jeg inde, men hendes umiddelbare tanker handlede ikke om mig, men derimod om udveksling af hermetiske værker, skuffet forberedte jeg mig på, at grave videre, da jeg pludselig følte en voldsom smerte i baghovedet, der brød min koncentration. Inden jeg nåede, at få orienteret mig, blev jeg grebet i kraven af min rasende parens, Caesisus, der slæbte mig til hans personlige gemakker. Først da vi var inde, talte han til mig og jeg erindrer samtalen som noget i denne stil:

- Er du klar over, hvad du lige har gjort?!

- Ok, jeg læste hendes tanker, men der var formentlig ingen andre der opdagede det. Okay, teknisk set, hvis hun er en betroet grog, kan det vel tælle som at spionere i andre magis anliggender, men vedtagelsen fra Barcelona tribunalet i 1143...

- Hun er ikke en grog. Hun er Magi!

- Øhm…

- Sig mig hørte du overhovedet ikke efter, da vores gæster blev præsenteret?! Hun er deres Librarius Perspectia af Merinita. Hun har elverblod i årene, hvilket forklarer hendes ungdommelige udseende, og en hvis tåbes fascination...

Pludselig ramlede min verden. En elvertøs, selvfølgelig! Jeg havde ikke blot været som fortryllet, jeg havde været fortryllet - jeg tåbe. Havde jeg blot vidst det, havde jeg holdt mig langt væk fra hende. Jeg har for længe siden lært, at holde mig på afstand af alle alfevæsener, om de så er nok så meget medlem af ordenen.

Caesisus og jeg snakkede aldrig siden om episoden, og det lod heller ikke til at andre havde bemærket noget. Jeg var klar over, at han kunne have afsløret mig så nemt som ingenting. Ja, han ikke blot kunne, det var faktisk hans pligt, og alligevel undlod han at tage det skridt, der kunne være blevet min død. Jeg ved ikke helt hvorfor? Han havde aldrig givet mig grund til at tro, at han ligefrem holdt af mig, men måske anså han det alligevel som spild, hvis al den lærdom, han havde forsøgt at sætte fast i mit hoved, nu aldrig skulle finde videre anvendelse.

- Undskyld, I har vel ikke også noget mad?

Forespørgslen fra Reyes bringer mig tilbage til nutiden - den eneste tid, jeg føler mig tryg ved. Jo, noget mad kan vi vel undvære, jeg håber guiden har taget rigeligt med. Der er stadig et stykke vej inden vi når Silentiasaxa.