Spinosius' fortælling

Mine tidligste minder er fra en relativt almindelig og glad opvækst hos en fiskerfamilie, der boede lidt afsides 2 timers gang fra nærmeste landsby. Fra lidt senere erindrer jeg, hvordan jeg som 9 årig en dag da jeg havde været nede ved stranden og rense ruser, pludselig ikke blev budt velkommen hjem, som jeg plejede. Faktisk behandlede mine forældre og mine 3 søskende mig alle som en fremmed tiggerdreng, som måske nok kunne få en bid brød, men så også måtte forføje sig. Fortvivlet strejfede jeg omkring i omegnen af huset i flere dage, mens min familie begyndte at blive mere og mere forvirrede over denne mystiske fremmede, der hårdnakket påstod, at han var deres søn og bror. De overvejede at bruge vold for at få mig væk, men turde alligevel ikke, da man skulle være forsigtig i sin omgang med folk, hvis ”hoved var blevet rørt af alferne”, som de sagde.

Jeg drog til landsbyen, hvor det lykkedes mig at overtale en kvinde, der kendte mig og min familie til at drage med tilbage og tale med min familie, men lige lidt hjalp det, jeg blev afvist igen.

Da jeg til sidst ingen steder havde at tage hen, dukkede en mystisk fremmed mand op, og tilbød mig kost, logi og en uddannelse, hvis jeg ville træde i hans tjeneste, og således mødte jeg Caesisus af Guernicus fra Duresca, som blev min læremester.

Ovenstående, er som jeg husker det, men både disse og minder fra mere nylige tider, kan meget vel være anderledes end, hvad der virkelig skete og alt hvad jeg har fortalt og vil fortælle, skal derfor tages med dette forbehold. Det er en filosofisk diskussion værd, om der findes én virkelig sandhed, men hvis én sådan findes, har jeg ingen særlig grund til at tro, at den skulle være i overensstemmelse med det som jeg husker. Den primære grund til min mistro, er at både Caesisus, jeg selv og flere andre magi fra Duresca er Mentem specialister. Hvilket blandt andet betyder, at vi har evnen til at skabe, ændre eller fjerne minder. Jeg kan forestille mig adskillige grunde til at min læremester, andre fra pagten eller måske endda jeg selv, skulle have haft interesse i at således påvirke mine erindringer, og må som sådan formode, at det formentlig er sket mindst én gang. Hvorvidt det er tilladt at gøre dette mod en sodales, kan diskuteres, men Caesius har selv udtalt, at en sådan handling ikke nødvendigvis kan ses som brud på koden, da man jo hverken, dræber eller fratager magisk evne.

Mine senere minder omhandler min lange oplæringstid og senere optagelse i pagten Duresca, Duresca består udelukkende af quaesitorer, og udgør langt størstedelen af de quaesitorer, der findes i det Iberiske tribunal. Jeg ved, at vores ry ude omkring ikke er det bedste, at folk påstår, at vi ikke er rigtige quaesitorer fordi vi ser gennem fingre med brud på koden, som sker i kampen mellem de romerske pagter og reconquista pagterne, men jeg mener generelt, at kritikken er overdreven og fremsat af folk, der ikke har sat sig ordentlig ind i de forhold, vi har at arbejde under.

Med hensyn til konflikten så har jeg af hensyn til mit hverv forsøgt at forholde mig neutral og at se sagen fra begge sider, der vitterligt har hver deres gode argumenter. Overordnet betragter jeg det dog som en sørgelig og unødvendig konflikt. Jeg har studeret både den kristne og muslimske teologi, og jeg mener ikke, at der kan herske tvivl om, at det faktisk er den samme gud, der tilbedes. Hvis blot folk ville lade argumenterne tale i stedet for våben, var meget vundet.