Sten til røg
Fra Silentiasaxa drager et følge afsted mod Sharneal og ankommer kort efter daggry. Bevæbnet med gamle skrifter fra biblioteket konfronterer de den sammenstyrtede mineskakt.
Bertram ser forundret til, hvorledes ord kan forvandle hård sten til blød jord, der kan graves væk. Således befris den sønderknuste krop af en minearbejder, hvis genfærd ikke helt har fattet situationens alvor.
Efter mange timers hårdt slid, der afhjælpes, da Senior Marcos ankommer med en håndfuld folk fra Javielle, kommer Spinosius på en endnu bedre ide: Han forvandler klippestykkerne til røg, der blidt skubbes væk af Gordian.
Bjergkongen vækkes
Lucio, Dagnan og Pierre får gjort åbningen stor nok til at de kan mave sig igennem. Med blødende hænder, tørstige og forkomne, kravler de i mørket ad den ukendte vej. Pierre er klippefast i troen på at dette er vejen til friheden, selvom den fører nedad.
Efter at have vandret i mørket i lang tid, finder Dagnan en efterladt fakkel. Da den antændes, oplyser den rummet omkring dem. Stalagtitter og stalagmitter, kunstfærdigt udformede søjle, glitrende af vanddråber, reflekterer fakkelskæret.
En enkelt søjle er mere ujævn end de andre - en fritstående stalagmit, der i uhyggelig grad minder om en menneskeskikkelse.
Endnu længere fremme reflekteres lyset fra en væskeoverflade. Først opmuntres de af tanken om vand, men tættere på indser de, at ikke bare er overfladen spejlblank, men det er en hel sø af sølv.
Dagnan går helt hen til kanten, bøjer sig ned, strejfer overfladen med et par fingre, hvorefter Pierre og Lucio med gru ser sølvvæsken krybe op langs armen på Dagnan, deformere ham, og langsomt forvandle ham til et hjerte af sølv. Da Dagnan taber faklen bliver det igen fuldstændig mørkt.
Minen spærres af
I mineskakten arbejdes der indædt på at trænge igennem. Flere sønderknuste kroppe graves frem. På et tidspunkt opfatter flere at der gennem støjen fra gravearbejdet lyder en gennemtrængende hvisken: Taaaaticus. Taaaticuuus. Taaaaticus.
Bertram har en frygtsom samtale med et genfærd, der ønsker tilgivelse for sin forbrydelse: Han indrømmer at have løsnet reb på løftestolen, så den faldt fra hinanden. Da Xavier hører en svag, hviskende stemme kalde på ham, fortrækker han fra minen.
Arbejdet indstilles midlertidigt, da der efter mørkets frembrud går et glædesudbrud gennem minen: To minearbejdere har overlevet! Sultne, forkomne, frosne, har de fundet en vej gennem bjerget og ud på den anden side. Pierre har båret den bevidstløse Lucio de sidste par mil.
Gordian forhører Pierre efter at denne har fået lidt at spise. Og hører forundret Pierre berette om "ham" som "de" har spærret inde for lang tid siden. Der skumles efterfølgende i tremerefraktionen, mens der skules til quasitoren. Har Taticus spærret en bjergånd inde? Der er nogen uklarhed om, hvorvidt det er i strid med kodekset.
Foruroligende nyheder om at to af mændene fra Javielle er forsvundet - tilsyneladende sporløst - i minen, får dog gruppen til at indstille alt yderligere arbejde og spærre minen af. Med Bertrams vandhjul, til dennes højlydte protester.
Om natten vogter Dragomir ved mineskakten, og om morgenen besluttes det, at man må dele sig op:
- Dragomir vil fortsat bevogte minen.
- Gordian vil drage til Javielle og forsøge at begrænse den panik, der frygtes at bryde ud, når kun tre af de fem redningsfolk vender tilbage.
- Maurus og Spinosius vil vende tilbage til Silentiasaxa for at undersøge den nyfundne kælder under det gamle bibliotek nærmere. Måske har Taticus efterladt sig nyttige skrifter?