Magtens Tinder

Forside > Fortællinger > Af jord er du kommet > 7. Et mirakel


 

Et mirakel

Efter nogen tids planlægning og generalprøve er følget klar til at udrette et mirakel. Ninette lister ind til landsbyen (Colchêne) og udser sig en passende ung pige der kort efter vågner op besat af en ubændig trang til at besøge Celestes sidste hvilested under konge-egen. Her møder der hende et syn af den anden verden idet en lysende skikkelse (Ilith der til lejligheden har et udseende ikke ulig Jomfru Marias) svæver over jorden. Smuk og ærefrygtindgydende byder denne helgen hende (med Gordians bedste kvinderøst) at sikre Celestes minde ved at bede den hellige romer i Toulouse bygge et kloster på dette sted. Troldbundet af synet står den unge Maria fra landsbyen en tid, indtil det bliver klart for hende at den smukke helgen vil have hende til at drage afsted med det samme. Modvilligt forlader hun stedet mens skikkelsen svæver opad og svinder i en tågesky.

21. marts 1199. Næste dag beslutter Martin af Liberus (også kendt som Gordian af Tremere) sammen med Ninette at tage til Colchêne for at se om der skulle være hændt noget for nylig. På vejen møder de en kærre der føres af den lokale præst, Fader Michel, med den unge Maria bagi. De er på vej til Toulouse for at fortælle den hellige romer om et mirakel, et syn sendt fra den hellige Jomfru Maria. Og hvilket sammentræf, for har Martin af Liberus ikke netop i nat drømt at noget sådant ville ske? Undervejs til Toulouse spreder de nyheden om miraklet til alle der vil lytte, og på vejen gennem Toulouses gader tiltrækker de et mindre følge af begejstrede og nysgerrige folk. Ninette forlader kærren for at søge tilflugt for sin dårlige samvittighed i en kirke. Er det mon en synd at lade andre bilde denne unge pige ind at hun er vidne til et mirakel uden at gribe ind og afsløre løgnen? Hun ender dog med at få sin sjælero igen; hun har jo ikke selv løjet, ikke direkte i hvert fald. Vel?

Fader Raynard tager imod og lytter til præsten, pigen og historieskribenten. Især sidstnævnte taler en del. Det lader til at Fader Raynard tager hændelsen alvorligt. Han vil indkalde et gejstligt råd og indlogerer Maria i sin villa.

Imellemtiden, andetsteds i Toulouse, dirigerer Sylvester en eftersøgning af spor efter Forneus. Caeron er tolk, men han finder ingen spor eller hints hos de lokale. Der har været en del brande i fattigkvarteret og mangen en person med forstyrret hoved er gået til i tidens løb. Fattigkirkegården har et afsnit med anonyme fællesgrave, og det er sandsynligvis her Forneus er endt, hvis der blev fundet jordiske rester af ham.

22. marts 1199. Næste aften er alle tilbage på Lariander. Dagen efter taler de med Louis der ikke vil afsløre sin kilde i Toulouse der i sin tid gav oplysninger om Forneus død. Han giver tydeligt udtryk for at det er nyttelyst at bruge mere tid på en søgen efter sandheden om Forneus' endeligt og hans jordiske rester. Følget beretter om miraklet i Colchêne, og Louis lader forstå at han til juli har i sinde at besøge Silentiasaxa.



Oprettet 2004-12-02
Tina
Opdateret 2005-01-09
Tina