Genskabt gravfred

27. september 1199
Følget nærmer sig området hvor grotten skulle være da Ilith finder en lårbensknogle fra et menneske. En eftersøgning i området afslører yderligere skeletdele; tilsyneladende er en mand blevet et måltid for vilde dyr inden for de seneste måneder. Maurus finder yderligere et skelet i en sænkning hvor sneen er føget sammen og har dækket det. Imens er Fidelius ude at flyve på kastevinde. Han finder en svært tilgængelig afsats hvor der er menneskespor og gule pletter i sneen. Da der ingen huleindgang er, og ingen spor der fører væk, må det være spor fra en anden flyvende magiker, så Fidelius tager sig ikke videre af det. Efter at have søgt lidt efter grotteindgangen mener resten af følget dog at afsatsen kunne være værd at undersøge nærmere. Ved hjælp af magiske trapper kommer alle op til afsatsen hvor Maurus er svævet op og allerede har gennemskuet at en del af bjergvæggen er en illusion som skjuler en huleindgang.

I bunden af den store grotte mødes de af synet af en stor hvid kalksten der er flækket åben. Stenen er hul og stor nok til at rumme et menneske. Stedet emmer af en svag magisk aura. Ilith finder i graven et stykke fornemt, gammelt, grønt klæde. Ved hjælp af klædestykket fremmaner Maurus spøgelset af en uhyre smuk, ung kvinde. Det er dog kun Adèle der kan se hende. Til gengæld kan Maurus høre hendes stemme der taler et sprog han ikke forstår. Kun ordet Pyrène genkender han. Han gentager ordene, men ingen forstår. Ved hjælp af fagter gør han det klart at de er der for at hjælpe, og Pyrène peger ned af en sidegang i grotten.

Et stykke nede ad sidegangen høres snorken. En bleg mand ligger på et simpelt leje i en niche i grottegangen og sover. Da han vækkes viser han sig at være den forsvundne Jean-Yves. Han bryder sig bestemt ikke om den truende adfærd han udsættes for, og kalder på en Laetitia der dog ikke dukker op. Det fremgår at han er ganske vild med Laetitia, og følget gætter på at hvem end hun er, så har hun fortryllet ham og holder ham som frivillig fange. Han har nogle mystiske sår på underarmene der godt kunne ligne tandmærker. Følget binder ham og vandrer videre ned, dybt ind i grottegangen. Nederst er en sænkning hvor grotten udvider sig, og her finder de et meget velbevaret, men yderst gammelt, lig af en meget smuk, ung kvinde i en fornem, grøn kjole. Det konkluderes at dette må være Pyrène, og hun bæres op til sin grav. Da de passerer Jean-Yves alkove, finder de den tom. I grotten ved Pyrènes grav står Jean-Yves sammen med en stærk og frodig kvinde. Hun prøver at overtale følget til at forlade stedet, men de begiver sig hen til graven og lægger Pyrène til ro. Graven lukker sig over hende, stenen forsegler gravfreden og Adèle fortæller at Pyrène nu atter har fundet ro. En stærk, magisk aura føles nu tydeligt af magikerne.

Laetitia gør yderligere et par forsøg på at få følget til at gå, men da det ikke lykkes, beslutter hun sig for at forlade stedet sammen med Jean-Yves inden følget, der overfuser hende med alskens ubehagelige beskyldninger, får den tanke at ville slå hende ihjel. Det tager følget nogen tid at blive enige med hinanden om det muligvis ikke var smart at lade hende slippe bort, og forfølgelsen optages med nogen forsinkelse. Ved indgangen ses ingen spor, og resten af hulen gennemsøges for udgange. Da udgangen endelig er fundet, har Laetitia og Jean-Yves adskillige timers forspring. Det er blevet sent, mørket falder på og Fidelius og Alazne vælger at få lidt søvn, mens de øvrige fortsætter forfølgelsen mens sporet endnu er varmt. Og hvilket spor: sporet fra et menneske og sporet fra et firbenet dyr med hove fortil og klove på bagbenene. Ingen ved helt hvad de skal tro. Efter nogle timer finder de liget af Jean-Yves der har nye friske sår på underarmen, og er mere bleg end de fleste lig. Til sidst må også fortroppen af følget finde et sted at overnatte. Næsten morgen indhentes de af Fidelius og Alazne, og forfølgelsen fortsætter. Efter at have skilt sig af med Jean-Yves har væsnet sat farten op i sin færd østpå, og til sidst bliver sporet umuligt at følge videre da det leder ud på stenet grund.

Følget drager tilbage til grotten og forsegler den inderste del på magisk vis for at sikre Pyrène mod indtrængere i fremtiden. Herefter drager de ned til landsbyen Ussat-les-Bains hvor de bliver et par dage inden de fleste drager hjem til Silentiasaxa. Olivier, Dragomir og Ilith bliver dog flere uger i området i håb om at opstøve det mystiske væsen, men sporet forbliver koldt.