Broder Laurent

Ante omnia, Fratres carissimi, diligatur Deus deinde proximus quia ista praecepta sunt principaliter nobis data.

*

Before all else, dear brothers, love God and your neighbor because these are the first commands given to us.

Da du for nogle år siden første gang kom til Javielle, var du ung og idealistisk. Du brændte for din sag. Med din ordens lære rent i hjertet og i sindet, gik du overbevisende ind i enhver diskussion om tro. Dit første mål var beskedent, menigheden i Javielle, der under den aldrende Fader Cesars mangelfulde opsyn var forfaldet til hedenske ritualer og overtro. Det gjorde ondt at se de små uskyldige sjæle lire hedenske beskyttelsesremser af og skære afguder af knortede brændeknuder. Dit mål var klart: At åbne Himlens porte for de uskyldige og de uvidende.

Fader Cesar tilbragte mere tid i kroen end i kirken. Da du ankom og tiltalte ham venligt og formelt på kirkesproget, for han skræmt sammen og mumlede blot nogle usammenhængende fraser. Du var overbærende, henførte det til søvndrukkenhed eller en uheldig dags umådehold overfor druens glæder, en synd der trods alt er udbredt i visse områder selv indenfor Kirken. Men sandhedens gru gik op for dig, da du den kommende helligdag overværede hans messe i den lokale kirke. Stammende, forvirret, usammenhængende. Intet under at kun få af de lokale var mødt frem. Oveni var kirkerummet, ja selve kirkebygningen, i voldsomt forfald og uden den mindste antydning af Guds pragt og herlighed. Kun få ting er rettelig nødvendige for at afholde en fuldgyldig messe, men denne messe bar tegn på armod, der ikke kun skyldes nød.

Striden mellem biskoppen i Foix og abbed Lutricius var dengang kun i sin vorden, men alligevel var det klart, at Fader Cesar ikke umiddelbart lod sig udskifte.

I stedet så du det som din mission at bringe lyset tilbage til Javielle gennem genrejsning af kirken og tålmodige påvirkninger af Fader Cesar. Et Sisyfos-arbejde. Du erfarede at kirkens neglekt var resultatet af års manglende donationer fra Hr. Guiffre, Javielles ejer. Denne havde i stedet kastet sin sjæls frelse i hænderne på lokale Katharer, der levede som strejfende hunde og spredte deres nedbrydende løgne om Guds lære og Kirkens væsen.

Det var dengang.

Siden kom tvivlen.

Fristelsen var kommet til dig forklædt som en gave, sendt fra Himlen. En ung pige var myrdet og skændet på mest bestialsk vis. Du greb sagen og ville bruge den til det store gennembrud.

I stedet lagde du år til din sjæls pinsel i Skærsilden. Det, der reddede dig fra det totale syndefald, var din gode ven Thibault. Han fik dig til at indse, at dine egoistiske motiver forblændede dine sanser og din evne til at tænke klart. Så rigtigt. Som da Djævelen fristede Job i ørkenen. Og du var ikke stærk i troen, ikke så stærk som du troede.

Du sank ned i tvivlen.

Forvirring og mørke brændte i dit sind.

Lyset i mørket var din nyfundne og altruistiske ven. Han hjalp dig igennem de svære tider. Månedlige samtaler, tålmodigt lyttende, og altid med et beroligende klarsyn overfor dine forvirrede spørgsmål. Han satte verden på plads for dig.

Du savner ham. De sidste par måneder er han ikke dukket op. Måske er der sket ham noget?

Forleden nat kom Brølet. Dyrisk og djævelsk, som fra hinsides. Og ingen var i tvivl om, hvor det kom fra. Det Sorte Tårn. Thibaults tårn.

Og nu ulykken i Sharneal.

Måske er det et tegn?

Måske er Det Onde vendt tilbage?

Måske er det på tide at handle igen?

Inden det er for sent.

Instruktion

• Thibaults hjernevask bliver gradvist svagere under Thibaults lange fravær. De nylige hændelser har vakt Laurents gnist igen – hans motivation for at kæmpe mod det ukendte, mod mørket. På den bedste måde, han har lært: Med Guds ord.