Anna
Fidelius' betroede tjener og mor til Martina.
Anna er en slank, midaldrende kvinde med langt, rødbrunt hår. Hendes ansigt og temperament er mildt og tålmodigt, men livets hårde kår anes som træthed. Hendes hud er bleg, hendes kinder hule, og øjnene indsunkne.
Fidelius reddede hende fra dødens afgrund og tog hende med tilbage til Silentiasaxa, hvor hun under hans beskyttelse kan følge sin datters opvækst på afstand. Hun forstår ikke hvorfor, hun ikke må tale med hende, men affinder sig med vilkårene.
Efter Fidelius' pludselige afrejse gruer hun nu for Thibaults tilbagekomst. Hun har sneget sig til at tilbringe efterhånden en del aftener med Martina i Thibaults fravær, efter at Lily har bragt dem sammen.
Og så var der den tudse, som Fidelius efterlod og som hun pligtskyldigt har passet siden. Da den efterhånden så ud til at blive mere og mere syg, betroede hun sig til den flinke Reyes, mod at denne lovede ikke at afsløre noget. Denne tog tudsen og afleverede den vist til en af de andre, sære troldmænd. Hun er ikke helt sikker på, at det er helt godt.