Sylvester
Flemming
Pierpaolo Nero blev født i Italien nær Bologna i 1133 som eneste søn af en ældre læge og hans meget yngre kone. Moderen døde under fødslen, og faderen døde da Pierpaolo var fire år gammel.
Drengen blev herefter opdraget af sin onkel der var kardinal i den kristne kirke. Han var stærkt religiøs og af den overbevisning at man nødvendigvis måtte have et kristent og naturligvis latinsk navn; derfor fik drengen navnet Sylvester (efter onklens forbillede Pave Sylvester III).
Onklen var meget streng, og Sylvester blev opdraget med religionen som det eneste indhold i dagen og livet. Drengen var intelligent og lærte hurtigt både græsk og latin og at læse de hellige skrifter; onklen fik øjnene op for drengens begavelse og skaffede ham privatundervisning. Hans lærer, Ettore Estachio, åbnede Sylvesters øjne for andet end religionen, og han fattede også interesse for de frie kunstarter (astronomi, aritmetik, geometri, musik, retorik, grammatik og dialektik) og medicin; dette var dog uden onklens vidende, og da denne fandt ud af hvad der foregik ved undervisningen, afskedigede han Estachio og fik drengen indskrevet ved universitetet i Bologna hvor han skulle studere teologi. Sylvester var på det tidspunkt 13 år gammel.
Ettore Estachio var imidlertid andet og mere end blot en lærer; han tilhørte pagten Laudoaboleo1) der i ubemærkethed lå et afsides sted i de Norditalienske bjerge og var - trods sit vindende væsen - en mester i ild og destruktion. Han havde indset at Sylvester også havde Evnen og at han kunne blive til noget stort. Da han blev fyret som Sylvesters lærer og Sylvester sendt til Bologna, var han klar over at det var nu eller aldrig, og han bortførte drengen og tog ham med til Laudoaboleo.
Sylvester opholdt sig knap et år i pagten hvor man fokuserede på ild- og ødelæggelsesmagi. Det var anderledes end hans hidtidige opdragelse der havde været meget streng, men handlede om kristendommen og Jesus der gjorde gode gerninger; her var opdragelsen lige så streng, men handlede om at tilintetgøre ting. Sylvester befandt sig ikke godt, og efter 10 måneder stak han af for at finde sin onkel igen. Det lykkedes ham, men da han endelig nåede frem til onklens hus fandt han ham død - myrdet. Efter den voldsomme, destruktive måde mordet var foregået på, konkluderede Sylvester at det var Ettores værk; han havde slået onklen ihjel for at forhindre Sylvester i at vende tilbage.
Sylvester havde nu ikke andre tanker i livet end at hævne sig på Ettore, og han drog tilbage til Laudoaboleo for at finde ham, men forgæves: Ettore var aldrig vendt tilbage efter han forlod pagten dagen efter Sylvesters flugt.
Sylvester havde ingen andre steder at gå hen, og han svor at ville hævne sig på Ettore. Han genoptog sin lærlingeplads i Laudoaboleo under vejledning af Criamon-magikeren Octavius hvis holdning var at verden omkring er ligegyldig - alt handler om at blive dygtigere og tilegne sig viden og evner. Set ud fra synspunktet for verden udenfor en uheldig filosofi for en ekspert i destruktion. Octavius var dygtig, men skrupelløs; ikke ond, men ligeglad med konsekvenserne for andre, især ikke-magikere.
Sylvester gennemførte sin uddannelse under Octavius' vejledning. Han arbejdede fuldt koncentreret uden tanke for andet end at lære og at hævne sig på Ettore. Da han far færdigudlært, studerede han yderligere et par år og tog derefter ud for at finde Ettore. Han ledte i fem år, men fandt kun hans familie som han lod sit had gå ud over; han myrdede en hel familie og nedbrændte deres hus og afgrøder. Ettore fandt han aldrig.
Efter mordet på Ettores familie blev han grebet af skyldfølelse - en del af barndommens opdragelse var pludselig dukket op og havde gjort sig gældende; han havde dræbt uskyldige. Nedøjet vendte han tilbage til pagten og lukkede sig helt inde for at studere. Han var overbevist om at ikke-magikere var ligegyldige som Octavius havde ment - men alligevel havde han skænket dem opmærksomhed og rettet sin vrede og destrukton mod dem. Sylvester blev fyldt nye tanker og følelser som han aldrig havde oplevet før.
Siden da trak han sig mere ind i sig selv og koncentrerede sig om studier og bøger og kom kun sjældent uden for sit laboratorium. Nogle gange forsvandt han i flere måneder hvor ingen vidste hvad han lavede.
I 1192 forlod han af uvisse årsager Laudoaboleo-pagten og begav sig vestpå; han rejste målbevidst Silentiasaxa i Pyrernæerne på trods af at rygterne om denne pagt talte om dens snarlige undergang. Biblioteket var brændt for mere end ti år siden, og dens omdømme var ikke noget særligt - nærmest usselt. Alligevel flyttede Sylvester ind; han kom lige som en ældre magiker, Estéban, var død, og Sylvester overtog hans laboratorium.
Sylvester har aldrig afsløret hvorfor han forlod Laudoaboleo og hvorfor han gik bevidst efter Silentiasaxa. Han holder sig en del for sig selv og arbejder tit om natten og sover om dagen. Han deltager ofte i pagtens møder hvor han nogle gange er nærværende og medlevende, andre gange tranceagtigt fraværende. Nogle gange hører pagtens andre beboere høje skrig fra hans laboratorium, men han taler aldrig om det, og ingen har spurgt ham. Han kan stadig finde på at være væk i flere uger hvor han, hvis spurgt, siger at han har vandret omkring i bjergene. Han er nogle gange elskværdigheden selv - på sig egen Criamon-agtige måde - og andre gange meget fraværende; andre gange igen kigger han på andre mennesker med et blik der ser ud til at kunne dræbe (en talemåde der i Sylvesters tilfælde kun er alt for sand).
Sylvester er ekspert i perdo-magi, men har også evner inden for ildmagi. Han kan af og til begynde at dvæle ved det rigtige i at bruge magi og tænke dybt over under hvilke forhold man bør og ikke bør bruge magi.
1) "Jeg tilbeder ødelæggelse".