Magtens Tinder

Forside > Personer > Magikere > Munius


 

Munius af Flambeau

Huesca.

For 20 år siden blev du udkommanderet af din mesters mester, Flambeaus Praeco, til at rejse til Huesca på ubestemt tid. Du havde vist dig som den svageste i en duel mellem husets yngste troldmænd. Du husker stadig skammen over nederlaget.

Straffen blev forvisning fra al mulighed for at vinde hæder og ære. Posteret langt væk fra slagmarken, kampen mod de mauriske troldmænd.

Huesca begyndte for mange år siden de farlige tilnærmelser til troldmænd oplært i andre traditioner end Hermesordenen. Især afstedkom det ophedede konfrontationer, da det kom Flambeauhuset for øre, at man havde inviteret en hel delegation af maurertroldmænd til Huesca med løfte om frit lejde. Men på det tidspunkt var Flambeaus politiske indflydelse i Iberien stadig svækket af efterdøningerne efter slaget om Saragossa (1118). Så efter få træfninger lykkedes det den daværende primus på Huesca at forhandle en fredsaftale på plads: Huesca blev erklæret fredhelligt, dvs. ingen troldmandskrig måtte erklæres eller finde sted på Huesca. Til gengæld måtte ethvert hus til hver en tid påberåbe sig ret til tidsubestemt ophold på og adgang til pagtens resourcer for mindst en troldmand.

Munius blev Huset Flambeaus repræsentant på Huesca. En post, du stadig gerne beklager dig over.

Din sværdarm er stærk og veltrænet, din stemme fast og myndig, din fremtoning respektindgydende: Næsten to meter høj, med lang mørkeblå silkekappe, veltrimmet fuldskæg og gnistrende isblå øjne.

Om Crescentius af Tremere

Crescentius er en snu modstander, der er svær at få trængt op i en krog. Altid glider han af, undgår konflikten. Og alt for ofte får han held til at dreje tingene, så han alligevel kommer bedst ud af situationen i sidste ende. Selvom han ikke er primus, har han Cretus fortrolighed og derigennem alt for meget magt.

Om Cretus af Bonisagus

Primus på Huesca. Han er en forsigtig og eftertænksom troldmand, der næsten udelukkende går op i at indsamle potentielt kætterske værker fra hele Iberien.

Du frygter ham ikke, men er alligevel bange for, hvad hans naivitet på længere sigt kan føre med sig.

Om Yusuf ibn-Hafez Ex Misc

Yusuf har boet på Huesca i et par år nu. Hans baggrund og skoling er maurisk, og han har først som voksen indsværget sig i ordenen.

Han er svag til at duellere, men hans forsvar er stærkt. Du mistænker ham for at skjule sin sande styrke, mens han lurer jeres hemmeligheder af.



Oprettet 2006-07-06
Frederik
Opdateret 2006-07-06
Frederik