Dragomir Vladislav
Robert
Dragomir er opvokset og uddannet på Coeris, domus magna for Hus Tremere i det Transylvanske Tribunal. Efter sigende opfyldte han i høj grad Tremere-idealerne om viljestyrke, dedikation og sans for det politiske spil, og var allerede som ung lidt af en ekspert i mørkets magter. Således kunne han se frem til en strålende karriere indenfor det hierarkiske Hus Tremere, og havde ikke rigtigt nogen incitamenter til nogensinde at forlade Coeris, magtens centrum.
Ikke desto mindre forsvandt han pludseligt en dag, ikke længe efter hans lærlingetid var overstået og før han havde vundet sit Segl. I årene herefter rejste han rundt i hele den kendte verden, besøgte mange andre pagter og begyndte tilsyneladende metodisk og systematisk at opspore og udrydde mørkets skabninger. Utallige landsbyer kan fortælle historien om hvordan en bistert udseende enøjet mand, som man blev utryg ved bare at kigge på, i følgeskab med en ung kvinde der ved Gud heller ikke virkede særlig snakkesalig, eller helt menneskelig for den sags skyld, kom til byen, slog sig ned et par dage, og så pludselig gik ned i den hjemsøgte krypt, for blot at dukke op igen lidt efter. For så at drage videre, efterladende byen et lidt rarere sted at være, delvist fordi krypten vist ikke rigtigt var hjemsøgt mere herefter, delvist fordi de selv var taget væk.
For ca. et år siden dukkede de så op på Silentiasaxa, hvor de uden større ståhej slog sig ned. Kvinden lydende navnet Ilit (og som viser tydelige tegn på elverblod i årene, hvilket gør hende til lidt usædvanligt selskab for en Tremere-mager) påtog sig opsynet med pagtens dyr, og at gå på jagt. Dragomir oprettede et laboratorium, som det sig hør og bør, og fortsatte derefter med at ruge over mørke og ondskab.
Han optræder som regel dyster, desillusioneret og fåmælt, sover sjældent og uroligt, og så er der noget udefinerbart ubehageligt ved ham, som om han har været lidt for tæt på de ting han bekæmper. Til bekæmpelse af ondskaben bruger han grundig planlægning samt et arsenal af udstyr og våben. Således er han mere fysisk end mange andre magi. Evnen bruger han tilsyneladende så lidt som muligt. Er han bare forsigtig, eller er der noget alvorligt galt med hans magi?
Det er forståeligt nok at en troldmand som Dragomir bliver træt af det omrejsende liv og ønsker sig en fast base, men hvorfor forlod han Coeris i første omgang, og er det et rent tilfælde at han er på Silentiasaxa? Robert de Levant fortæller gerne om hvordan han på et tidspunkt mødte Dragomir i en fjerntliggende landsby og sendte ham til Silentiasaxa på en mere eller mindre hellig mission for at bekæmpe en ikke nærmere defineret ondskab, en historie som Dragomir ikke benægter. Under alle omstændigheder virker han stadig lige dedikeret i sin tålmodige jagt på mørkets magter. Det er som om han forbereder sig på noget vigtigt.