Robert de Levant

Morten

Robert blev født i nærheden Troyes i det nordlige Frankrig. Han er den 3. søn af Louis de Troyes, en magtfuld adelsmand. Robert blev ligesom andre adelssønner skolet i den kristne tro og blev også oplært i brug af våben. Da kaldet kom drog Robert ligesom mange andre mod det hellige land for at bekæmpe muslimerne. Han forlod Troyes i en alder af 17. Den unge Robert blev chockeret over den brutalitet en stor del af det øvrige følge udviste overfor den lokale befolkning de mødte på vejen, men affandt sig med det i troen på at de til sidst ville nå et helligt mål.

Efter en lang rejse nåede følget endelig det hellige land. Robert kæmpede kamp efter kamp mod muslimerne, men for hver kamp der gik, tabt eller vundet, mistede han mere og mere modet. Disse "barbarer" virkede mere og mere civiliserede. Forskellene mellem "dem" og "os" blev mere og mere udviskede. Hvordan kunne Gud tillade en sådan nedslagtning? Men Robert fortsatte med at kæmpe, nu mere fordi det var alt han kunne gøre end for den kirke og gud han før havde elsket.

En dag da Robert kæmpede på slagmarken, blev han ramt i tindingen af et sværd. Robert faldt hårdt til jorden, men var stadig delvist ved bevisthed, han så en Saracen kigge ned på ham, med hævet sværd og Robert beredte sig på at dø. Men til Roberts overraskelse sænkede manden sværdet og fortsatte fremad. Det sortnede for Roberts øjne.

Så spredtes et lys, Robert så billeder af gejstlige der mæskede sig i mad, mens rettroende bønder sultede. Billeder af barmhjertige muslimer og grusomme kristne. Og til sidst så Robert Mørket. Et mørke der var mørkere end alt andet. Et mørke der fordærvede alt hvad det rørte ved.

Robert vågnede næste dag på slagmarken. Billederne han havde set stod stadig klart i hans erindring og mens han stirrede ud over liggene omring ham besluttede han at det var tid til at tage hjem.

Robert begyndte en rejse mod nord, men drømmene kom igen. Nye drømme kom til, drømme om folk der blev dræbt. Uskyldige mennesker fortærret af mørket. Snart begyndte drømmene også at vise sig om dagen. Robert vandrede uden at vide hvorhen mod nord.

Robert forstod ikke betydningen af synerne, og blev langsomt mere og mere sindsyg. Men så en nat skette der noget. Han vågnede op i en landsby efter en drøm , men denne gang genkendte han en person fra drømmen. En ung pige han havde set få timer inden han lagde sig til at sove var i drømmen blevet fortærret af mørket. Robert stod op og bevægede iførte sig sine klæder. Han vandrede ud i landsbyen. Snart hørte han råb i nærheden. Robert nærmede sig og så tre mænd, tilsyneladende korsfarere hive fat i den unge pige fra drømmen.

Robert trak sit sværd og trådte nærmere. To af mændene vendte sig og råbte noget, men Robert ænsede dem ikke for Roberts blik var fæstnet på den tredie mand. Men for Robert var han ikke længere en mand han var Mørket, efter en kort kamp havde Robert overvundet de tre mænd og redet pigen.

Men drømmene fortsatte for det meste uforståelige, men til tider genkendte Robert steder og personer og flere gange lykkedes det ham at rede folk fra Mørket. Robert vandrede længe rundt på må og få kun til ledt af sine syner. Flere gange drømte Robert om en fæstning i bjergene. Men fæstningen var ukendt for ham. For hver måned der gik blev Roberts drømme om fæstningen mere dystre. Mørket nærmede sig fæstningen. Mærkværdige folk bevægede sig rundt i fæstningen, folk der var "anderledes".

En dag vågnede Robert op fra en drøm. Han havde i sin drøm igen set Mørket og to personer han ikke genkendte. Begge var "anderledes", men denne gang var de et sted han genkendte. Kirkegården uden for byen. Robert skyndte sig op og afsted til kirkegården dels for at bekæmpe Mørket og dels for at finde de to. Da han nåede frem var Mørket væk, men de to var der stadig. En mand og en kvinde, eller sådan så de ud men de gav begge Robert en underlig fornemmelse.

Robert begyndte straks at tale om sine syner og fortalte om fæstningen i bjergene, allerede inden de to fremmede havde introduceret sig selv. Og han bad om hjælp til at finde stedet for at stoppe Mørket fra at omgive fæstningen helt. De fremmede gik med til at hjælpe og introducerede sig som Dragomir og Ilit, og gik med til at hjælpe med at finde stedet.

I de næste par år rejste Robert rundt med Ilit og Dragomir. Det viste sig hurtigt at den ondskab de bekæmpede ofte var det samme Mørke som Robert søgte at destruere. Robert har vist sig som en kompetent sværdkæmper, men har i et par enkelte situationer haft svært ved at kæmpe fokuseret og har istedet begyndt at svinge vildt omkring sig (hvilket dog som regel stadig har resulteret i modstanderens død). Til sidste ledte Roberts drømme de 3 til Silentiasaxa.

Robert genkendte straks Silentiasaxa som fæstningen fra sine drømme da han nåede frem for ca. et år siden. Robert har nu slået sig ned på pagten, og arbejder der nu som vagt. Drømmene fortsætter tilsyneladende, men han taler kun sjældent om dem og kun de færreste tror på ham. Han har stadig ikke fundet Mørket som han tilsyneladende mener er eller snart vil være på Silentiasaxa.

Han kalder nu sig selv for Robert de Levant og taler ikke om hvor han egentlig kommer fra. Han virker ofte bitter og en smule vrissen, og er begyndt at drikke en del for at holde synerne på afstand.