Ilith-Shar
Lone
Ilith-Shar (Ilit) kom til Silentiasaxa for et års tid siden, tilsyneladende som Dragomirs ekskorte. Da Dragomir slog sig med på pagten slog Ilit sig ned i pagtens stald hvor hun ser efter pagtens dyr. Dyrene ser, i modsætning til almindelige mennesker, ud til at kunne lide hende, så måske er det derfor hun har valgt at blive.
Ilit er lidt af en enspænder, hun holder sig helst for sig selv og er i hvert fald kun selskabelig når hun af en eller anden grund selv bestemmer sig til at være det. Hun betragter stalden som sine enemærker, og bliver sur og gnaven hvis nogen kommer afbryder hendes daglige gøremål med "vigtige" ting.
Måske ligger grunden til hendes underlige opførsel i hendes alfeblod, alfer siges jo at være lidt mærkelige, og alfeblod har Ilit i høj grad. Hendes øjne er underlige at se på, de er helt gule og hendes øre har en meget ikke-menneskelig form; de er spidse. Der går også rygter om at hun har en hale.
Udover hendes underlige øjne og ører er hun ellers meget menneskelig at se på, hun er af menneskestørrelse og går i mennesketøj og taler menneskesprog. Hun ser dog ikke ud til at gå særligt op i sit udseende når hun er på pagten. Hendes hår er en stak mørkebrunt hår som ser ud til ikke at have set en kam i mange år, der stikker tit små stykker halm ud af det specielt om morgenen når hun lige er kravlet ud af høet. Det tøj hun har på bliver heller ikke vasket så tit at det gør noget, så alt i alt er hun ganske utiltalende af udseende. Hendes alder ser ud til at være lige under de tredive, men pga. alfeblodet er ddet måske svært at bedømme præcist.
De fleste har lagt mærke til at Ilits udseende plejer at ændres når hun forlader pagten, eller når der kommer besøg udefra. I disse tilfælde ændrer hendes øjne pludselig farve til brun og hendes ører bliver mere runde og menneskeagtige. Det må være en slags magi mener folk, og det har de jo nok ret i. Det siges også at hun kan tale med dyrene og vist nok også med skoven. Det er alt sammen meget mystisk, hvad mon magikerne siger til det? De kan vist ikke lide at en ikke-magiker løber rundt og kan sådan noget, det er jo noget rod.
Udover at passe dyr på pagten går Ilit også tit på jagt. Hun er god til at bruge sin bue (man er vel elver), og hendes langkniv og buespidser er lavet af et helt specielt sølvglinsende metal. Hun kan nemlig ikke fordrage jern, hun skyr det - ja jeg havde nær sagt som ilden, men nej, hun skyr ilden mere end jernet, og det er meget for en halv-alf.
Ilith-Shar er født i den store mørke skov, hendes mor er skovalf, og hendes far er der ingen der vil fortælle hende hvem er.
Alferne i skoven hvor Ilit voksede op var gode til at skifte from til forskellige dyr og de kunne tale med skoven, og det var vældig nyttigt. Når alferne skulle på jagt sendte de tit et par høge ud i forvejen for at spejde efter byttet; ja somme tider dannede alle jægerne sig om til ulve og lod helt være med at bruge deres buer under jagten.
Men Ilith var ikke som de andre alfer, hun havde altid været mærkelig. Allerede da hun var en lille alfeunge var det klart at der var noget galt, hun var ikke nær så god til at skifte form som de andre alfebørn, de kunne lave sig om til dyr og alt muligt; Ilit kunne knap nok få sin hale til at forsvinde.
Når hun forsøgte at lave sig om til en fugl så den forkert ud og kunne ikke flyve, når hun prøvede at blive til en ulv var det en ulv der gik på 2 ben; de andre børn grinede meget af Ilit og sagde at Ilith-shar ikke havde en alfefar.
Ilit blev meget ked af det når de sagde sådan noget, og som hun blev ældre gik hun mere og mere rundt alene, hun hjalp selvfølgelig under jagten, men når hun skulle samle urter og bær var det altid hende der hentede de mest utilgængelige urter og dem der var længst væk.
Det var en dag på sådan en udflugt at hun første gang så den underlige skikkelse i skoven. Først troede hun at det var en af de andre alfer i alfeskikkelse, men da hun kom tættere på kunne hun se at der var noget galt. Den var anderledes. Den havde runde øre, mystiske øjne og noget sjovt tøj på. Ilit kunne ikke tro at det kunne være en af de andre alfer der havde lavet sig om til det sjove dyr, for den var alt for fantasifuld. De andre alfer plejede at lave sig om til dyr når de skiftede form.
Ilit var måløs. Tænk at der fandtes den slags væsener i verden. Hun fulgte efter væsenet i flere dage, mens hun eksperimenterede med at lave sig om til et væsen af samme slags. Det var svært, men det lykkedes. Hun fulgte efter væsenet helt ud til verdens ende som er det alferne kaldte skovbrynet. Væsenet fortsatte til Ilits fortrydelse ud i verden på den anden side, den gik udn for skoven og Ilit var snart ved at miste den af syne. Det var der Ilit tog en stor beslutning, hun bestemte sig til at gøre noget ingen alf havde gjort i mange år; hun gik ud af skoven.
Væsenet fortsatte et stykke vej uden for skoven, og kom så til er sted med mange væsener af samme slags. Det var et sted der var lavet af døde træer, jord og sten der var stablet oven på hinanden så de lavede en slags kunstige huler hvor i væsenerne boede. Pladsen var meget trang og der lugtede fælt. Det var et underligt sted, og Ilit var meget bange for at være der, men var alligevel for nysgerrig til at løbe sin vej.
Væsenet gik ind i en af de kunstige huler og snakkede med en anden en af samme slags. Ilit fulgte efter med hjertet oppe i halsen. væsenet lagde en bunke skind foran den anden og de råbte lidt af hinanden. Efter et stykke tid gav de hinanden hånden og den anden gav den første en håndfuld små runde skiver som glimtede når lyset faldt rigtigt på dem. Væsenet gik ud af hulen igen og ind i en anden hvor den gav nogle af de glimtende skiver til en anden som så kom med noget mad til den. Ilit var meget facineret.
Ilit gik tilbage til skoven og til alferne og spurgte sin mor hvad det var for nogen væsener hun havde set. Hendes mor blev helt bleg da Ilit fortalte hende hvad der var sket. Hun sage at væsenet var et menneske og at mennesker var meget farlige. De boede tæt sammen i byer og opførte sig underligt. De kom en gang imellem ud i skoven for at jage og samle urter, men det er de færreste der var så normale, de fleste er helt uforståelige, og farlige. De har et bestemt metal som de kalder Jern og som er meget farligt, det gør ondt at røre ved og et enkelt stik fra en menneskekniv af jern kan slå 10 alfer ihjel på en gang. De er meget farlige.
Det lød godt nok farligt tænkte Ilit. Men var det nu også rigtigt? 10 alfer med et stik, det lød af lidt meget. Men selv denne advarsel fra Ilits mor kunne ikke få Ilith-Shar til at glemme de spændene mennesker.
Ilit begyndte at hænge ud i nærheden af menneskebyen, hun lærte at lave sine øre runde og sine øjne brune. Hun prøvede også at give skind den højtråbende mand som hun havde set på sit første besøg i byen, og han gav hende nogle metalskiver for dem. Efter hånden begyndte Ilit helt at synes om byen og hun blev gode venner med den højtråbende mand som gav hende penge for skindene.
I mange år brugte Ilit sin tid på at jage i skoven for derefter at sælge skindene til pelshandleren i byen, og på at gå på opdagelse i byen og se på de sjove mennesker. Hun fandt ud af at hendes mor havde overdrevet i sin historie om jern. Godt nok gjorde det ondt at røre ved, Ilit kunne (og kan stadig ikke) lide at røre ved det.
Sådan var Ilits liv i mange år indtil den skæbnesvangre dag hvor en dame så Ilits hale og fortalte præsten det. Der blev et frygteligt påstyr og præsten sagde at Ilit var djævleyngel og hun skulle brændes på bålet. Ilit forsøgte at forklare ham at hun da slet ikke kendte noget til en djævel, selv om hun jo godt nok ikke kendte sin far men hun troede godt nok ikke han var djævelen. Hun viste præsten sine flotte gule øjne og spidse ører og fortalte at hun var en alf. Det så i midlertid ikke ud til at formildne præsten. Hun blev lagt i jernlænker og smidt i en kold kælder. Lænkerne gjorde frygteligt ondt og hun skreg og skreg og græd i flere timer indtil hun var alt for udmattet til at kunne mere og faldt hun om på gulvet.
Næste dag kom nogle store mænd for at hente hende. De førte hende ud til en pæl der var blevet rejst lidt uden for byen. De bandt hende til den, Ilit var først uhyre taknemlig for at være fri af jernlænkerne, men fandt snart ud af at hun nu (mere eller mindre bogstaveligt talt) var kommet fra asken og i ilden. Menneskene havde nemmelig stablet brænde op omkring pælen og sat ild til det.
Ilit var rædsleslagen. Hun mandede sig op og fik vha. lidt alfemagi rebet der band hende til at løsne sig. Hun vred sig løs sprang ned fra bålet. Menneskene var så forbavsede at hun nåede at komme uden for folkemængden før nogen reagerede. Hun pilede væk. For sent indså hun sin fejl, hun var kommet til at løbe mod byen istedet for væk fra den, og den vrede folkemængde var lige i hælene på hende. Der var en dør, Ilit åbnede den løb op ad trappen og gennem endnu en dør. Der stod ...
... (bortcensureret af Dragomir) ...
Og sådan gik det til at Dragomir, Robert de Levant og Ilith-Shar drog afsted over mark og vej for at bekæmpe ting og sager som Dragomir syntes skulle bekæmpes. Så hvad var mere naturligt end at denne færd en dag skulle lede dem til Silentiasaxa.