Magtens Tinder

Forside > Pagten > Beskrivelse


 

Beskrivelse

Tågen

En foranderlig tåge omgiver Silentiasaxa og skærmer bygningerne fra nysgerrige blikke. Kun få dage om året letter tågen, så man kan se fra den ene ende af pagten til den anden.

Historien fortæller, at tågen er frembragt af troldmanden Zenobus for snart 70 år siden. Det fortælles, at han blev lidt sær på sine gamle dage og holdt sig meget for sig selv, han nærmest undgik andres selskab. Ingen levende sjæl havde set ham i tre uger, da pagten en morgen vågnede op indhyllet i tæt tåge. En senere søgen efter Zenobus var resultatløs, og da hans laboratorium syv år senere blev overtaget af Kallisandra, var der ingen spor af den tidligere beboer. En gravsten over Zenobus er siden fundet i kælderen under det gamle bibliotek, men graven var tom.

Flere forsøg på at sprede eller opløse tågen, der har Muto-karakter, er alle endt med at tågen langsomt er gendannet.

I dag accepterer de fleste (mere eller mindre velvilligt) tågen, omend især de mere lærde magi frygter for de langsigtede konsekvenser af den massive tilstedeværelse af Muto-magi. Flere har da også tilskrevet tågen som kilde til lyden af hovslag i natten, synet af flygtende skikkelser og lignende hændelser.

Flammespiret

Toppen af den forrevne klippetop ved navn Flammespiret er et af de få steder på pagten, der rager op over tågen. Fra dette sted er kan man se vidt omkring. Det meste af dalen nord for Silentiasaxa samt en del af landevejen til Aragon mod nord og øst.

Magiske symboler er ristet i klippens rod, og lyn har en ubehagelig tendens til at slå ned i spiret, hvilket som regel udløser en regn af klippestykker ned over de lavereliggende dele af pagtens bygninger.

Troldmanden Fulgor den Vansirede foretog størsteparten af sine studier på toppen af Flammespiret, hvor han også endte sine dage.

På toppen er der idag nogle ruiner og et enkelt, lille fæstningstårn, hvor der i dagtimerne er posteret to vagter.

Der er tradition for, at certaméndueller udkæmpes på toppen af flammespiret.

Den Lunefulde Ravine

På den nordlige side af Flammespiret, ved dets rod, er der en mandsstor klippespalte der fører til en lille hule. I den forefindes til tider vis i meget blandet form (Terram, Muto, Intellego mv. i én klump), men stedet har fra gammel tid et dårligt ry.

I året 1197 var Tremere mageren Gordian tæt på at omkomme i dets forædderiske kraft. Kun en resolut indgriben af den vise Fidelius af Silentiasaxa reddede den uforsigtige mager.

Det Sorte Tårn

Det sorte Tårn er et højt, slankt stentårn, der er rejst på magisk vis af Forneus i pagtens tidlige år. I kernen af tårnet fører en vindeltrappe fra etage til etage. Den øverste etage rummer pagtens rådssal, et stort cirkulært rum. Væggene er dekoreret med gobeliner hele vejen rundt, der som hovedmotiv afbildeder årstidernes gang. En kopi af pagtens kodeks ligger på en læsepult af eg. Et rundt bord af massiv eg med udskårne dyremotiver udgør rammen om rådsmøderne. Alle rum har et eller flere vinduer som er dækket af tynd krystal, de kan ikke åbnes, men skodder dækker ofte for laboratoriernes inde.

Seks etager under rådssalen udgør hver et sanctum, med Primussens øverst. På de underliggende etager er der gæsterum, forrådskammer og køkken. Den store hal, hvor de fleste af pagtens beboere indtager deres hovedmåltid, ligger på første sal, lige over den befæstede indgang med tilhørende rustningskammer. I kælderen er der yderligere lagerplads -- samt et sanctum.

Pagtens bedste laboratorier ligger i Det Sorte Tårn.

Kilden Vitalis

Kilden Vitalis udspringer på magisk vis af den bare klippe lidt ovenfor pagtens centrum. En lille lund skærmes tankenemmeligt af fra dagliglivets lyde af ældgamle, krogede æbletræer. En gammel stenbænk står nær udspringet med udsigt gennem drivende tågebanker ud over vilde bjergsider mod syd og vest. Med kildens sagte, vedvarende piplen, er det er fredfyldt sted. Mange ideer siges at være opstået på denne bænk, og sandt er det da, at pagten har god gavn af den Creo og Mentem vis, man udvinder af kildens vand.

Pagtens mere jævne beboere sætte blot pris på det altid klare og rene drikkevand.

Engen

Størteparten af pagtens indbyggere bor i det forholdsvist flade område midt i pagten. Området gennemskæres bekvemt af Vitalis, og levner god plads til de spredte stenbygninger af dårlig kvalitet. På engen ligger både værksteder, huse til tjenestefolk, det nye bibliotek og et lille, spartansk indrettet kapel.

Byggepladsen for det nye bibliotek

Lidt oppe over Engen, modsat Det Sorte Tårn, pågår et mægtigt byggearbejde. Et mylder af stenhuggere, murerer, tømrere og træskærere vrimler ud og ind af byggerodet, der er ambitiøst i sit grundplan, men lidet imponerende fremskredet i højden. I dagtimerne høres uafladeligt Thibaults bystre stemme, der hæst bjæffer ordrer og reprimander ud til højre og venstre.

Ruinen af det gamle bibliotek

Engang et prægtigt og misundt bibliotek, nu blot en tom, mosovergroet skal. Resterne af den ovale form står stadig midt i Silentiasaxa og minder beboere og gæster om det, der var. Ifølge rygtet hjemsøges ruinen af indtil flere spøgelser. Ingen har set nogen (eller noget), men mange har hørt stemmer, lyden af sagte skridt, en let rømmen, og lyden af knitrende pergament.

Efter åbenbaringen af kælderen under biblioteket, er området nu spærret af af en trækonstruktion, der helt dækker ruinen.

Endnu dybere nede under kælderen, siges det, at man har fundet et forladt sanktum, der engang blev brugt til lyssky ritualer.

Vesttårnet

På en lille bjergtop i den vestlige del af pagten, ligger Vesttårnet. Vejen ned til civiliserede egne over floden i dalen går gennem en port i nordsiden af fæstningen.

Desuden er der her et klokketårn, hvor pagten kan advares om truende fare. Sigtbarheden er dog som regel bedre fra Flammespiret, og stormklokken har ikke været i brug i årtier.

Ved siden af vagtstuen er et spartansk møbleret modtageværelse, hvor tilrejsende bydes på en forfriskning (kølig kildevand om sommeren, varm vin om vinteren), mens de afventer ankomsten af pagtens primus eller defensor.



Oprettet
Frederik
Opdateret 2006-07-06
Frederik