Fernández Galván
Robert
Fernández er gennemsnitlig af alder og bygning, hvorefter gennemsnitligheden hører op. Han er næsten altid klædt i farvestrålende spraglet tøj med tilhørende hat og spadserestok og hvad der ellers lige kan bruges til at få ham til at ligne en tilfældig bonde eller tjener mindre. Han har vildt krøllet sort hår og et stort snoet overskæg, og udfører enhver handling ivrigt gestikulerende og grimmasserende (i hvert fald så længe der er publikum på).
Fernández synes at elske sit job på Silentiasaxa. Nu er han jo også, ifølge ham selv, den mest betroede ansatte på stedet og troldmændenes personlige ven, og han bliver aldrig træt af at fortælle om det eventyr der er hans liv. Under indkøbsturene til Javielle eller længere væk insisterer han altid på den allerhøjeste kvalitet af varer til hans ”meget specielle kunder”, selv om han synes at være bedst til at skaffe farvet stof til sig selv, og enhver tur er et eventyr der skal genfortælles for de andre ansatte og de vigtigste scener fremføres komplet med imitationer og rekvisitter. Han ved dog bedre end at gå magerne selv på nerverne med hans ekstravagante opførsel, overfor dem er han mere rolig, næsten ydmyg, og hans job bliver sådan set passet tilfredsstillende, om end heller ikke mere.