Efterår bliver til vinter. Endnu et år er gået. 1200 har været et mildt år, et Nådens År. Hverken sygdom, krig eller misvækst har ramt Provence. Den barmhjertige gud har holdt hånden over sine mindste og givet et sjældent gavmildt år til sine undersåtter.

Vinteren går sine træge gang, men med fyldte kornlagre er den nemmere at stå igennem end så mange gange før. Kun de allersvageste bukker under og må begraves i de allerede forberedte grave.

På Silentiasaxa ånder alting fred og idyl. Uforstyrret af omverdenens krav på opmærksomhed trives pagten i bedste velgående, mens stedets troldmænd i fred og ro sysler med hver deres yndlingsbeskæftigelse. Nogle i bibliotekets støvede ro, andre i laboratoriets boblende og sydende tryghed.

Sølvminen har vist sig usædvanlig udbytterig. Forlydender går om sindrige mekaniske indretninger af træ og reb, trukket af okser og selveste det faldende vand, men dette har vakt mere moro end interesse. Sammenholdt med gavmilde bidrag til stedets vedligeholdelse fra Ninettes familie, har det sat en længe tiltrængt opgave øverst på Rådets dagsorden: Opførelsen af et nyt bibliotek.

Det nuværende bibliotek blev bygget i al hast da det gamle brændte ned. Nu, mere end 30 vintre senere, har bygningen for længst vist sig utilstrækkelig. En stadig stigende samling af værker, en stadig stigende efterspørgsel fra flittige læsere, og et nødtørftigt sammenlappet stråtag kan ikke længere negligeres. Dertil har placeringen midt på Engen – i Tågen – vist sig yderst uheldig. De ældste værker er ikke kun præget af flammernes kærtegn – og sporadiske bidemærker – men er også truet af mug og skimmel.

Det besluttes at opføre en helt ny bygning, et stykke væk, hævet over Engen. Og det skal sikres og udsmykkes efter de mest solide og hævdvundne principper, så Silentisaxa endnu engang kan blive kendt som en bavne af forstand og viden i denne dal af mørke.