NUBILUS

”Nej, Hans, kom tilbage! Hun er derude, jeg ved det!”
Men Hans var allerede hoppet over gærdet og sat i løb gennem mørket tværs over kirkegården. ”Bare hen til kløften og tilbage igen, Ilsa,” råbte han over skulderen. ”Det er hurtigt klaret. Og når jeg har gjort det... skal du give mig et kys.”
”Det gik jeg aldrig med til!” råbte Ilsa imens Hans forsvandt ud af synsvidde. ”Så gør dog noget, Bernhard.” Hun ruskede i det tredje medlem af deres gruppe. ”Vi burde slet ikke være herude om natten. Hans! Kom nu tilbage, Hans!”
Hans spurtede gennem regnen og bremsede hårdt op da kløften pludselig dukkede op af mørket foran ham. Han åndede lettet op og skulle til at løbe tilbage da et unaturligt lys begyndte at strømme op fra kløften. Han skulle være løbet, men i stedet stirrede han fascineret da en kvindeskikkelse langsomt svævede op fra kløften foran ham. Hendes hud var lige så hvid som hendes kjole der blafrede langsomt som var hun under vand, eller som om tiden gik langsommere, og den overskyede nattehimmel kunne skimtes igennem hende. Han hørte en stemme der syntes at komme alle steder og ingen vegne fra. ”Hvem sig ud i mørket vover; til døden i live og liv af de døde; mørkets og dødens vogter dem lover; gengældelsens vrede at møde!”

***

Det Herrens år 1194. En landsby et sted i Europa. Regnen silede ned fra en grå himmel og hyllede dagen i tusmørke. To skikkelser travede gennem mudderet. Den ene, en bistert udseende mand med en klap for højre øje, bar et solidt læderharnisk og en oppakning der inkluderede adskillige våben, der iblandt en stor armbrøst. Men på trods af at han mest af alt lignede en erfaren lejesoldat, bar hans rejsekappe mystiske runer. De indviede ville genkende ham som et medlem af Hermesordnen. Han så ud til at være i fyrrerne. Det var i hvert fald hvad de fleste der så ham ville gætte på. I virkeligheden ville de gætte for højt. Den anden, en kvinde, så ud til at være yngre, om end det var svært at bedømme mere præcist end dét. Hun var iklædt lange bukser, mudret til op over knæene, og fornuftigt rejsetøj. Hendes filtrede og gennemblødte hår hang ned i øjnene på hende og klistrede til hendes ansigt. En sølle udseende hund luntede logrende gennem regnen for at snuse nærmere til hende, men fortrak pibende da manden kiggede på den.
Byen var et sørgeligt syn, og ikke blot på grund af regnen. Forfaldne træhytter, mange af dem tilsyneladende forladte, et par gårde, en ikke særligt imponerende kirke – det var alt. Langs nordsiden af byen løb en dyb kløft så langt øjet rakte, og ellers forsvandt den ene tilgroede vej der løb igennem byen hurtigt blandt fyrretræerne igen.
De to skikkelser nærmede sig det eneste gæstgiversted i byen.
”Jeg bryder mig ikke om det her sted, Ilit,” sagde manden. ”Måske skulle vi bare drage videre.”
”Det er den første by vi har set i syv dage,” svarede Ilit. ”Jeg er altså træt af at sove i grøfter og under træer.”
”Nej, du er ikke. Du elsker det. Du taler med træerne og de lyder dit bud. Hvorfor vil du pludselig stoppe her?”
Ilit tøvede. ”Det er bare... det her vejr... hvad hvis du bliver syg? Du trænger til et varmt måltid mad og en ordentlig seng.”
”Jeg bliver da ikke syg.”
”Hvad hvis du gør?”
”Det gør jeg ikke! Du bekymrer dig alt for meget om den slags.”
”Du skal ikke bestemme hvad jeg skal bekymre mig om, Dragomir.”
Dragomir sukkede. ”Fint, så lad os overnatte her. Hvorfor ikke. Jeg er nu slet ikke sikker på at man kan få et varmt måltid mad og en ordentlig seng her, men... du kunne jo gå hen og blive syg i det her vejr.”

***

Kroen var lille og beskidt og mennesketom bortset fra kroværten som betragtede dem med et sammenbidt udtryk i ansigtet, et uforsonligt, ubarberet, arret ansigt der syntes at antyde strabadser man kun kunne gisne om. Således mindede han i høj grad om Dragomir. Som de to mænds blik mødtes over den snavsede disk virkede det sandsynligt at de ville begynde at knurre af hinanden.
”Det er vel for meget at håbe på,” sagde Dragomir i stedet, ”at der tales latin i dette etablissement?”
”Jo, jo, jeg fine-folk-sprog taler gør,” svarede kroværten med rusten stemme. ”Fine-folk her kommer gør. Plejede gøre. Ikke meget mere. Hvad I vil? Sprut? Rum?”
”Ja,” sagde Dragomir og smed ham en håndfuld mønter. ”Men vi bliver kun til regnen holder op.”
”Hah! Holder op! Hah!” Kroværtens latter erstattedes hurtigt af et hosteanfald. Da han var færdig kiggede han atter op på Dragomir og Ilit med et alvorligt udtryk. ”Det ikke op holder. I se vil. Dette Regenschlucht er. Velkommen. Ikke i kløften falde. Ikke kirkegården om natten besøge gøre. Og ikke på at regnen op holder vente.”

***

Idet Dragomir og Ilit tog den dunkle krostue under nærmere åsyn opdagede de at de trods alt ikke var de eneste gæster. En skikkelse viste sig på trappen over dem, en velsoigneret, ældre mand der med sine elegante rober næsten kun kunne være en troldmand.
”Ved Bonisagus og Trianoma, ved Merkur, ved Hermes, bedrager mine sanser mig?” udbrød han og slog ud med armene så hans farvestrålende gevandter blafrede imens han skyndte sig ned af trappen. ”Et andet medlem af vores elskede Orden her på dette trøstesløse sted? Og endda af mit eget Hus, hvis da ikke mine tænkeevner er blevet så forplumrede af at vansmægte i dette mudderhul at jeg ikke længere kan genkende vores noble symbol når jeg ser det. Salve sodalis! Hvor jeg dog har savnet at kunne føre en civiliseret samtale med en ligeværdig. Disse bønder, jeg siger dig… Ah, men hvor er dog mine manerer? Jeg er Sicarius af Tremere. Og min ædle broder, kommet for at redde mig fra kedsomheden, er...?”
”Absconditus,” svarede Dragomir. ”Men vi er kun på gennemrejse.”
”Absconditus... javel... interessant.”
”Du er af Hus Tremere? Har du været på Coeris for nyligt?
”Coeris? Nej, det er alt for længe siden denne magi har beskuet vores prægtige domus magna. Hvorfor spørger du?”
”Blot interesseret i nyheder. Hvad er det egentligt du laver her?”
Sicarius sukkede. ”Det er vel ingen skade til at fortælle dig det. Jeg har hørt visse rygter der antyder en mægtig viskilde her i området. Og eftersom dette sted ligger langt fra nogen Pagter, langt fra noget som helst, sandt at sige, besluttede jeg mig for at drage hertil og søge lykken. Jeg har brugt måneder på at lede efter kilden, men ak, jeg er vist blevet offer for en ammestuehistorie. Hvilket spild af min tid og mit talent. Ja, jeg har vel kun min egen grådighed at takke for at have siddet fast her så længe. Men med hensyn til nyheder fra den store verden, så har du nok flere af dem end jeg, vil jeg tro. Faktisk må jeg bede dig tilfredsstille min nysgerrighed på et bestemt punkt. Du svarer til beskrivelsen af den mystiske person der befriede klokketårnet i Bautzen for en ond ånd. Har jeg på nogen måde æren af at tale med denne spøgelsesjæger?”
Dragomir nikkede en enkelt gang. ”Det var mig.”
”Hah! Jeg tænkte nok det måtte være et medlem af Ordnen. En omrejsende spøgelsesjæger. Hvor eksotisk. Du burde besøge kirkegården inden du rejser videre. Hjemsøgt, skal jeg sige dig.”
”Kroværten nævnte noget om kirkegården... ”
”Ja, efter sigende drejer det sig om en lokal kvinde der hver dag trofast besøgte sin afdøde mands grav. Men en dag faldt hun i kløften – den ligger lige op af kirkegården. Nu siger man at hun stadig besøger graven. Hver nat stiger hun op fra kløften. Man siger også at fordi det regnede den dag hun faldt i har det regnet lige siden. Det er i hvert fald historien. Jeg er sikker på at disse bønder har misforstået nogen af detaljerne, men den sidste der vovede sig ud på kirkegården om natten, en dumdristig ungersvend, blev fundet næste morgen på bunden af kløften med brækket hals... og hvidt hår. Så jeg holder mig fra stedet. Ingen grund til at risikere sin hals, vel? Men hvis man nu var en modig spøgelsesjæger... ”
”Jeg bryder mig ikke om spøgelser. Der sker ikke noget når man slår på dem. Det var ikke et spøgelse der ringede med klokkerne i Bautzen, det var en djævel. Var aldrig kommet ind hvis de havde været lidt stærkere i troen. For øvrigt var det Ilit der fandt den.”
”Hvem? Ah, din tjenerinde.” For første gang anerkendte Sicarius Ilits eksistens. Han rynkede på næsen idet han så på hende. ”En... alf?” spurgte han med mishag i stemmen.
”Det er meget skarpsindigt af dig... ”
”Ved Tremere selv, hvad laver du dog med den slags?”
”Jeg er ikke en Slags,” afbrød Ilit. ”Jeg er Ilit!”
”Nå, ørene fungerer da,” sagde Sicarius og smilede for sig selv. ”Måske dømmer jeg for hårdt. Jeg ved hvordan det kan være. Lange, mørke nætter på landevejene. Man tager hvad man kan få, ikke sandt?”
”Hvad taler han om, Dra... Absconditus?” Ilit kiggede mistroisk fra Sicarius til Dragomir og tilbage igen.
”Ikke noget, Ilit,” sagde Dragomir.
Ilit benyttede lejligheden til at række tunge af dem begge.
”Nå, men det er naturligvis ganske op til dig selv om du vil hjælpe de stakkels landsbyboere med deres spøgelse,” sagde Sicarius. ”Og du skal ikke høre mere for din... rejsefælle... vi af Hus Tremere må jo holde sammen.”

***

”Selvfølgelig skal du straks herud, når nogen siger det er farligt,” brokkede Ilit sig. Dragomir og Ilit vandrede rundt på den øde kirkegård. Regnen silede stadig ned og det diffuse lys fra en uset sol kæmpede for at oplyse de dårligt vedligeholdte gravsten blandt vandpytterne. Enkelte nøgne træer prøvede her og der at finde fæste i den gennemvædede jord. Kirkegården var afgrænset på tre sider af et lavt stengærde og mod nord af kløften.
”Jeg bryder mig slet ikke om ham, den... den Slags,” fortsatte Ilit. ”Han er alt for glad for at høre sig selv snakke.”
”Hmmf,” gryntede Dragomir imens han fortsatte med at undersøge kirkegården. ”Ja, man må altså gerne sige lidt engang imellem.”
”Se her. Det må være graven han talte om. En af dem tættest på kløften.” Han gik hen til kanten og kikkede ned. ”Ja, den løber godt nok helt op af kirkegården. Men man skulle alligevel være usædvanligt klodset for bare at falde... ” Mere nåede han ikke at sige, for netop da gav det stykke jord han stod på efter, skred i kløften, og tog Dragomir med sig. Ilit kastede sig efter ham, nåede lige at gribe hans hånd og kurede langs jorden et stykke inden det lykkedes hende at standse.
”Sagde jeg ikke du skulle være forsigtig?” snerrede Ilit. ”Jeg ved ikke hvordan du skulle klare dig uden mig.”
”Jeg... vent. Hvad er det der ovre? Få mig op herfra.” Med en del banden og svovlen fik Ilit hevet ham op. Han gjorde tegn til at følge ham langs kløften. ”Se, en trappe... ”
Længere nede langs kløften, et sted hvor den lodrette væg ned bestod mere af klippe end af jord og ler, var der ganske rigtigt en række trin i klippevæggen som førte ned. Smalle og primitivt udhuggede var det mere en slags hjælp til at kravle ned i kløften uden af slå sig ihjel, end det var en egentlig trappe, men de kunne bruges.
”Jeg synes vi skal undersøge bunden af kløften,” sagde Dragomir.
Trinene var forræderisk glatte af den evindelige regn og det var en langsom og forsigtig klatretur ned.
”Og for resten, Ilit,” sagde Dragomir og rømmede sig. ”Tak. For... du ved. Du har helt ret. Jeg havde ikke klaret mig uden dig. Jeg var aldrig kommet væk fra Coeris i første omgang. Jeg skylder dig... ”
”Du skylder mig et par nye bukser,” afbrød Ilit, vendte sig og logrede med halen der stak ud gennem en lang flænge i hendes benklæder, pådraget da hun kastede sig efter Dragomir. Desværre fik denne gestus hende til at miste balancen på den glatte trappe, og hun snublede forover. Men Dragomir var snarrådig, greb hurtigt hendes hale og holdt fast.
”Slip min hale!” råbte Ilit og greb fat i klippesiden for at genvinde balancen. ”Ikke hive i halen! Slip så!”
Dragomir sikrede sig at hun ikke længere var ved at tumle i kløften og gav så slip. ”Skulle jeg da have ladet dig falde,” spurgte han uskyldigt.
”Måske ikke. Men rør min hale igen og jeg kunne glemme hvad jeg har lovet,” mumlede Ilit og fortsatte ned af trappen. Havde hun ikke fortsat haft ryggen til Dragomir havde hun kunne få den uhyre sjældne oplevelse det er at se et bredt grin på Dragomirs ansigt.

***

Bunden af den dybe kløft henlå i tusmørke. Mos, svampe og ukrudt groede overalt og i midten af kløften løb en mindre bæk raskt af sted.
”Der er noget ved dette sted,” sagde Dragomir og studerede tænksomt væggen der ledte op til kirkegården. Rødder stak ud her og der og vand piblede ned ovenfra. ”En magisk aura af en slags. Jeg kan ikke lige sætte fingeren på hvad det er. Men der er noget ved denne her væg. Det er næsten som om... ”
”Hov,” sagde Ilit, ”hvad er det?” Hun bukkede sig ned og fandt frem af mudderet en ring, en glimtende gylden ring. ”Pæn,” konstaterede hun. ”Der står noget indeni.” Hun viste den til Dragomir. ”Hvad står der, Dragomir?”
”Det er vist et navn,” sagde Dragomir. ”Theresia. Kom, tag den med. Jeg tror ikke vi finder ud af mere her nede i dag.”

***

På vej tilbage langs kirkegårdsgærdet standsede Dragomir pludseligt op og gjorde tegn til Ilit om at være stille. Med et brøl sprang han over gærdet og greb fat i en ung mand der gemte sig på den anden side.
”Jeg bryder mig ikke om folk der lusker rundt,” snerrede Dragomir imens han ruskede i ham. Det var ikke meget andet end en knægt. ”Hvem er du? Hvad laver du her?”
”B... Bernhard,” svarede knægten. ”Præstelærlingen. Jeg er ikke ude på noget. Jeg ville bare se hvad i lavede. Jeg så jer fra kirken. I er fremmede, så I ved måske ikke at I skal passe på spøgelset hvis I går rundt på kirkegården. Vi ser ikke mange fremmede her omkring. Og jeres klæder er sære og usædvanlige. H... hvad vil I her? Hvis det altså er i orden at jeg spørger?”
”Jeg stiller spørgsmålene. Spøgelset. Fortæl os om hende, og jeg vil måske se bort fra dit luskeri. Hvorfor går hun igen?”
”J... jeg ved ikke mere end andre. Hun stiger op af kløften hver nat for at besøge sin mands gravsted som hun gjorde hver dag i live. Hvorfor hun ikke kan finde hvile, ved jeg ikke. Men det må jo være Guds straf for noget hun har gjort. Jeg frygter at hun måske en dag er blevet så overvældet af sorg at hun kastede sig selv i kløften. Eller også er det på grund af hendes... evner. Men det virker altså ikke retfærdigt. Hun gjorde aldrig andet end at hjælpe folk.”
”Evner?”
”Alle vidste det. Mange andre steder var hun blevet beskyldt for at være i ledtog med Den Onde Selv, men vores landsby er så lille... her bor ikke nogen hun ikke på et tidspunkt har kureret for hovedpine, feber eller det der er værre. Hvis nogen kom til skade. Når nogen skulle føde. Hun var der altid og hjalp til. Nogen af os skylder hende vores liv. Hun kom tit denne vej for at samle urter og svampe fra bunden af kløften. Det var de eneste hun ville bruge til sin kunst. Og de skulle altid samles om natten. Hun tog den gamle trappe ned, l... ligesom jeg så jer gøre. Da hun giftede sig med en god og ærlig mand var alle glade. M... men... ”
”Fortsæt.”
”Rygterne om hendes helbredende evner havde nået en adelsmand langs mod syd, og en dag sendte han bud efter hende for at hun skulle komme og helbrede hans syge søn. Det kunne hun jo ikke så godt sige nej til, men det var en lang rejse, og imens hun var væk kom hendes mand til skade med øksen da han huggede brænde. Det var et simpelt sår, hun kunne have helbredt det nemt, havde hun været der, og selv om hun ikke var, var det ikke sikket det havde været et problem. Men der gik betændelse i såret, og det blev værre og værre, ingen af os andre formåede at standse det. Adelsmandens søn blev helbredt, så vidt jeg ved, men da hun kom tilbage fandt hun sin mand i live, men så langt ude at selv hendes evner ikke kunne redde ham. Siden da kom hun her ikke blot for at samle urter, men også for at besøge graven. In... indtil en dag hun blev fundet i bunden af kløften. Og så ved jeg altså ikke mere. D... det er ikke retfærdigt.” Tårerne vældede op i unge Bernhards øjne. ”H... hun var altid venlig og hjælpsom... men sidste uge kastede hun en af mine venner i kløften. I må tro mig når jeg siger det er farligt.”
Ilit forsøgte sig med at klappe Bernhard på hovedet. Dragomirs medfølelse strakte sig til at slippe grebet i hans krave.
”Lige en sidste ting,” sagde Dragomir. ”Hvad er... var... hendes navn?”
Bernhard snøftede. ”Theresia.”

***

Mørket var faldet på, og Dragomir og Ilit var tilbage på kroen, i gang med deres anden flaske brændevin.
”Forbandet være alle elverfolk og al deres væsen,” mumlede Dragomir. ”Jeg skal nok få dig drukket under bordet en dag. Det må da kunne lade sig gøre.”
Ilit tømte ubekymret flasken i ét langt drag, bøvsede, og tørrede sig om munden med sit ærme. ”Så du tror altså at det er hendes ring?” spurgte hun.
”Det må det næsten være. Tabt da hun faldt i kløften. Og det er ægte guld, så vidt jeg kan se, så den har nok været noget specielt for hende. Måske endda... hmm. Svampe og urter fra bunden af kløften... magisk aura... ” Pludselig sprang han op. ”Jeg må derud igen!”
”Du er fuld.”
”Ikke noget den friske aftenluft og regnen ikke kan klare.”
”Du kan godt glemme det. Det er alt for farligt. Det er nat og spøgelset er derude.”
”Det er hvad jeg håber på. Jeg skal spørge hende om noget.”
”Hun gider ikke snakke med dig. Hun vil hellere spise dig eller kaste dig i kløften eller sådan noget.”
”Måske. Men jeg håber at fange hendes opmærksomhed.”
”Godt, men så tager jeg med.”
”Vær nu ikke fjollet. Det er alt for farligt.”
”Jeg tager med hvad enten du har lyst til det eller ej. Hvorfor skal du altid spille helt, Dragomir?”
”Jeg spiller ikke,” svarede Dragomir alvorligt. ”Godt, så tag med, hvis det ikke kan være anderledes. Og tag ringen med.” Dragomir samlede sit udstyr sammen og slyngede sin kappe omkring sig. ”Men jeg forstår ikke hvorfor du ikke bare kan blive her, udenfor fare. Jeg sætter pris på din hjælp, men der er da ikke nogen der har sagt at du skal følge med mig overalt.”
Ilit mumlede noget uhørligt, rejste sig og fulgte Dragomir ud i mørket.
Udenfor var vinden taget til og i det fjerne hørtes en rumlende torden. Regnen piskede ind i deres ansigter imens de kæmpede sig frem til kirkegården, som ingen læ tilbød. De havde medbragt en enkelt lygte, hvis svage lys lige akkurat var tilstrækkeligt for dem til at finde tilbage til gravstedet uden at falde i kløften.
”Giv mig ringen,” råbte Dragomir over vindens hylen. Netop da blev himlen oplyst af et mægtigt lynglimt. I et øjeblik kastede gravstenene og træerne knivskarpe skygger hen over jorden idet kirkegården blev badet i et uhyggeligt lys. Det efterfølgende tordenbrag rystede jorden under deres fødder og blev til en dyb rumlen der, i stedet for at dø ud, fortsatte langsommere og langsommere, dybere og dybere, som om tiden blev strakt ud. En gennemsigtig skikkelse steg op fra kløften, og en stemme hørtes... ”Hvem sig ud i mørket vover; til døden i live og liv af de døde; mørkets og dødens vogter dem lover; gengældelsens vrede at møde!”

***

Sicarius stod i en lysning blandt fyrretræerne med hævede arme og ansigtet løftet mod himlen.
”Kom, vind!” gjaldrede han med fyndig stemme. ”Kom, regn! Auram et Aquam, lad himlen lyde mit bud. Caelum, pluvia aeternum, lad skyerne tættes, lad regnen fortsat væde denne jord!” Torden og lynild omgav ham, blæsten ruskede i træerne og regnen strømmede ned med fornyet styrke. Tilfreds med sin besværgelse bevægede han sig igennem skoven tilbage mod landsbyen. Han klukkede da et vindstød nær væltede ham omkuld.
”Ah, Sicarius, din magt er stor. Lidt mindre vind næste gang måske.” Da han trådte ud på vejen der ledte tilbage mod kroen så han to skikkelser på vej i samme retning. ”Ved samtlige djævle og helgener om ikke det er min ven Absconditus! Skynd dig at komme med mig tilbage til den varme krostue. Dette er ikke et vejr jeg ville lukke en grog ud i. Vent, du kommer fra kirkegården af? Sig da ikke at du har konfronteret gespenstet og overlevet!”
”Jo,” svarede Dragomir. ”Hun blev mere medgørlig da hun så sin vielsesring.”
”Velsignet være denne stormfulde nat! Du har gjort Regenschlucht en stor tjeneste.”
Imens regnen og blæsten fortsatte, begav gruppen sig tilbage mod lidt mere komfortable forhold.

***

Natten efter var vejret efterhånden blevet mere roligt, om end regnen fortsatte ufortrødent. Sicarius var på vej over kirkegården mod den gamle stentrappe. I mørket opdagede han ikke Dragomir og Ilit der ventede på ham ved kløften før han var henne hos dem.
”Jeg har nu altid,” sagde Dragomir foruroligende roligt imens hans lænede sig op af et dødt træ, ”ment at corpus-vis er noget af det mest brugbare vis der er.” Ilit betragtede Sicarius med et ondskabsfuldt udtryk i ansigtet imens hun fingererede ved sin langkniv. Sicarius stirrede vantro på dem.
”Du fandt din viskilde,” fortsatte Dragomir. ”Du fandt den for lang tid siden. Regnvand siver fra kirkegården igennem jorden og vasker corpus-vis ud i kløften. Jo mere det regner, jo mere vis kan man høste. Men kun om natten. Kun om natten hvor barrieren mellem de døde og de levende er tyndere end om dagen. Du fandt din viskilde. Desværre var der allerede nogen der brugte den. Der havde sikkert været nok til jer begge. Men du ville ikke dele. Hun anede jo knapt nok hvilken skat hun havde adgang til, hun var jo ikke engang medlem af Ordnen. Så du myrdede hende! Du myrdede Theresia, skubbede hende i kløften. Hvor det må have ærgret dig da hun vendte tilbage for at spærre dig vejen. Magt over vind og vejr har du, men en genganger... ganske udenfor dit speciale. Så du ventede, i sandhed holdt fast her af din egen grådighed, spekulerede på hvordan du skulle komme af med hende. Og i mellemtiden lod du denne by drukne i regn, blot for at vaske så meget vis som muligt ud. Hvem ved hvor meget der kan udvindes nu dernede, efter al den regn? Det finder du ikke ud af nu.” Sicarius’ udtryk ændrede sig fra overraskelse til vrede. ”Trusler? Jeg bryder mig ikke om trusler! Ja, her er en viskilde. Hvad vil du gøre ved det? Stille dig i vejen for et medlem af dit eget Hus? Bryde Ordnens vedtægter? Som om du havde en chance!”
”Jeg vil ikke gøre noget,” svarede Dragomir imens et unaturligt skær bredte sig bag Sicarius. ”Ikke mig. Jeg kunne aldrig drømme om at bryde Ordnens vedtægter. Men der er kræfter her der ikke vil finde hvile før de har opnået hvad de higer efter.”
”Hvad? Nej... hun skulle være væk nu. Du sagde... ”
”Det mindes jeg ikke at have nævnt noget om.”
Som i en trance vendte Sicarius sig og så Theresia stige op fra kløften en sidste gang.
”Hun blev meget rørt over at se sin ring igen,” fortsatte Dragomir. ”Men det der holder hende fast på dette sted er et ønske om at se retfærdigheden ske fyldest. Et ønske om hævn. Kom, Ilit, vi har ikke mere at gøre her.”
Uden at kigge sig tilbage forlod Dragomir og Ilit Sicarius med Theresia og gik mod udgangen.
”Dette slipper du ikke af sted med!” råbte Sicarius efter dem. ”Du har magtfulde fjender!” Så hørte de ham forsøge at gjaldre, men han blev hurtigt overdøvet af Theresias stemme. ”Hvem sig ud i mørket vover; til døden i live og liv af de døde; mørkets og dødens vogter dem lover; gengældelsens vrede at møde!”
Det var det sidste de hørte før stilheden sænkede sig over kirkegården.

***

Regnen var begyndt at stilne af, og et rødligt skær mod øst antydede dagens komme imens Dragomir og Ilit begav sig tilbage mod landsbyen. Midt på vejen blev de mødt af et besynderligt syn. En stor mand med et sværd syntes at kæmpe mod usynlige fjender. Han var langhåret og ubarberet og havde et vildt udtryk i øjnene. Hans tøj var mudret, som om han var faldet flere gange under sin kamp, og han råbte usammenhængende imens han svang sværdet til alle sider. ”Vig bort, mørkets skabninger! Jeg må nå fæstningen i bjergene! Mørket… mørket omringer den… opsluger den!”
”Jeg kan ramme ham her fra,” sagde Ilit og fandt sin kniv frem.
”Jeg tror ikke det er os han har noget imod,” svarede Dragomir. ”Lad os lige høre hvad han har at sige.”

***

I katakomberne under Coeris trådte Seraphino ind i Cassius Malevolus’ sanctum. Cassius værdigede ham ikke et blik, men fortsatte med at montere fjedre og hjul på en besynderlig mekanisk anordning.
Seraphino rømmede sig. ”Terminus rapporterer at vi har mistet kontakten med Sicarius.”
”Ligegyldigt,” mumlede Cassius uden at kigge op.
”Ligegyldigt? Netop som vi hører at han mener at have fundet Dragomir Vladislav? Hvordan kan det være ligegyldigt? Terminus er meget bekymret over din manglende samarbejdsvilje – vi får intet at vide om hvor du får dine informationer fra, du synes ikke at bekymre dig om Husets... ”
”Du glemmer din plads, hvalp!” Seraphino trådte uvægerligt et skridt tilbage idet Cassius sprang op. ”Jeg bekymrer mig en del mere om Hus Tremere end din såkaldte mester, der ville brænde stedet her ned til grunden, hvis han derved kunne få ram på den ubetydeligste af sine fjender, eller blot rotterne i spisekammeret. Faktisk... ” Cassius faldt til ro igen. ”Faktisk falder det mig svært at tro at en så intelligent lærling som dig, Seraphino, kan være helt tilfreds med i den grad at være i hans magt.” Et smil krydsede hans ansigt. Det sparsomme lys fra faklerne glimtede i hans spidse hjørnetænder. Frem fra sin broderede vest fandt han en lok stridt brunt hår. ”Jeg kan altid,” sagde han imens han studerede hårlokken, ”finde Dragomir igen. Eller rettere hans lille kæledyr. Og når jeg gør... ” Ethvert tegn på et smil forsvandt. ”Du kendte ham da han var her, gjorde du ikke? Måske bedre end mig. I studerede de samme emner. Sæt dig. Lad os tale... ”