Ligskænderen fra Vezay

Denne fortælling er baseret på "The Ghoul of St. Lazare" fra samlingen "Festival of the Damned".

Det drejer sig om et mysterium, der truer pagtens ry og fremtid, hvis det ikke bliver opklaret af et par kvikke og initiativrige spilpersoner.

Et ubehageligt fund

Forårets komme bringer liv til verden. Tøvejret sætter ind og smelter de store snemasser i bjergene; floderne fyldes med vand. Pagtens folk får igen travlt med udendørs gøremål: Bygninger skal repareres, får og geder skal på græs og sommerens gøremål skal planlægges.

Javielle afholder årets første marked, noget der trækker folk til fra nær og fjern. Også Silentiasaxa drager til marked: Ninette, Jeanette Neubaum og Loic Bartskærer med følge drager ad den smalle og mudrede sti mod Javielle.

Den gode markedsstemning spoleres, da nogle lokale børn gør et ubehageligt fund oppe ved vadestedet: Et lig af en ung pige er skyllet i land. Og hvad værre er: Liget er skændet med tydelige sataniske tegn og symboler.

Den besøgende augustinermunk Broder Laurent griber chancen til at vinde den ellers håbløst fortabte flok katharer til kirken, og inden længe peges der op imod de gudsfornægtende astrologer på Tågeskrænten.

Loic og de andre afbryder i hast deres planlagte gøremål og vender tilbage til pagten: Her besluttes det i al hast at iværksætte to initiativer.

Dels en charmeoffensiv overfor landsbyen. Det besluttes at tage kontakt til de lokale katharledere, de såkaldte perfekter. Fidelius skriver en invitation, der overdrages til Elissa af Ninette.

Dels må den forbryderiske gerning opklares. Dette ikke blot for at beskytte pagten mod vrede gejstlige og borgere i Javielle, men i lige så høj grad for at beskytte pagten mod de eventuelle dæmoniske kræfter, der måtte stå bag: Det kan vise sig at være en langt farligere fjende.

Den de facto fungerende Defensor Gordian kaster sig over opgaven. Han hverver Maurus, som er kyndig i døde kroppes natur, og Dragomir, der besidder stor viden om truslen fra Helvede.

Næste morgen drager en lille flok således igen til Javielle, hvor det er anden og sidste dag af markedet. Ved Loics mellemværende lykkedes det Gordian at få overtalt Broder Laurent til at lade dem undersøge det skændede lig, hvorover munken har våget den hele nat.

Maurus og Loics nøje overvågede undersøgelser afslører, at den unge kvinde er død af kopper, og at hendes lig siden er skændet med sataniske symboler, som Dragomir genkender som del af et ritual til at udvinde den dødes kraft. Efterfølgende knoglebrud og læsioner, og det delviste opløste legeme, tyder på en længere færd gennem vand.

Opfølgende forespørgsler i Javielle leder til en tese om, at kvinden stammer fra Vezay, en lille flække omkring en dagsrejse længere oppe ad floden.

En ekspedition udrustes til Vezay. Og dagen efter drager den afsted, vejledt af Denis, en af pagtens mere lokalkendte grogs.

Ved ankomsten til Vezay ledes flokken mod den lokale kirke efter en længere men frugtløs samtale med landsbyens noget bedagede ældste. Ved kirken modtages truppen imødekommende af præsten. Da denne erfarer at de fremmede er dannede og lærde folk, lyser hans ansigt op. Da han hører deres ærinde, beklager han at han ikke kan hjælpe; thi landsbyen mangler ingen kvindelig. Godt nok er en ung kvinde død af kopper for kort tid siden, men hendes grav er prydet af friske blomster og kan umuligt have været rørt. Til gengæld tilbyder han dem logi i gæstehuset ved kirken og påbegynder en længere filosofisk diskussion om Aristoteles og Platon.

Og her er fortællingen så nu: Mørket er faldet på, en tilfreds mæthed har bredt sig i maven, og søvnen trænger sig på ovenpå dagens raske travetur. Og den generende hovedpine, der ubarmhjertigt følger med troldmænds ophold tæt på det guddommelige, aftager ganske langsomt...

En tudse blev hans skæbne

Vore helte beslutter at inspicere kirkegården ved midnatstide: Ligger Helene stadig i sin grav? Foran Helenes grav, der er oversået med nydelige blomster, indser truppen at graven ikke lader sig åbne uden graveredskaber eller mægtig magi. Gordian forlader den fastlåste situation for at bestige det nærliggende mausolæum, men på sin færd op ad de stejle og glatte trin, falder en stenblok ned fra toppen og slår Gordian til jorden. Liggende på jorden trøstes Gordian af Adele, og ud af øjenkrogen skimter han en skikkelse, der flygter væk i mørket.

Efter en længere samtale med Adele, meddeler han dette til sine ledsagere. Dragomir gør sit bedste for at spore den ukendte, og det lykkedes ham faktisk at finde to aftryk: Et ved den anden side af mausolæet, og et lidt længere væk. Imens besigtiger Maurus maosolæets top: Der er tomt pånær en rigt udsmykket gravsten og to statuer, den ene uden hoved.

Efter lang tids snusen omkring, deriblandt inde i selve kirken, fører deres søgen dem ned til floden: Her finder de resterne af en tudse, udsplattet på en trædesten. Gordian, der imellemtiden har hentet en lygte, gør et uhyggeligt fund: Lidt længere nede af floden ligger graveren, ligbleg og med knust baghoved.

Efter lidt parlamenteren besluttes det at efterlade liget ved siden af tudsen og gå i seng. Et alternativ, der blev forkastet, var at sende liget ned ad floden mod Javielle med et skilt: Send flere grogs.

"Faderen har sendt mig"

Dagen efter vækkes troldmændene af Fader Tanchus' kalden efter sin assistent Broder Noilis. Efter nogen tid banker han på gæstehusets dør og forhører sig: Har de set hans assistent? Der gøres gode miner til slet spil og en eftersøgning iværksættes. Da liget opdages bliver Fader Tanchus bedrøvet, men fatter sig efter lidt tid. Broder Noilis' lig føres ind i kirken, hvor præsten stænker lidt vand på kroppen og mumler lidt latin. En lokal fyr begynder at grave en grav.

Fader Tanchus beder imens vore helte om at gå på sygebesøg på hans vegne -- han har nogle ting at ordne. Men han ser frem til at fortsætte den berigende samtale fra aftenen før.

Den lille nysgerrige pige Martina, der som den eneste i landsbyen slet ikke er bange for hverken Maurus eller Dragomir, viser dem vej til hytten, hvor de syge holdes i karantæne. Undervejs lærer Maurus pigen, at det er dumt at begrave lig. Og at det er dumt at pege på folk og sige, at de er onde, når de laver mirakler. Martina spørger, om Maurus kan lave mirakler, hvilket han bekræfter, omend han kun kan lave små mirakler: Han laver en lille flamme for at demonstrere.

Maurus og Dragomir træder ind i den lille hytte, med følgende beroligende ord til de syge: "Faderen har sendt mig!". Paralyserede af skræk modtager de syge et stænk vievand og et par ord på latin.

Imellemtiden har Gordian tilbragt lidt tid sammen med groggen Denis' slægtninge i Vezay.

Fader Tanchus konfronteres

Ved middagstid begraves Broder Noilis. En lille flok fra landsbyen er der og viser ham den sidste respekt -- pukkelrygget og grim som han var, veg landsbybeboerne fra ham.

Da Fader Tanchus efterfølgende forlader kirken, griber Dragomir chancen: Han trænger for anden gang ind i præstens gemakker og går dennegang målrettet mod præstens aflåste kiste. Dragomirs sværd synger og låsen slås af. I kisten ligger et brev, en buket lavendler, et par flasker blæk. Og en flaske, der ikke er blæk. Der smages og lugtes, men indholdet er ubestemmeligt. Dog samler der sig mørke skygger i væsken, da Gordian søger efter ligdele.

Som så ofte før i denne fortælling, medfører det en længere diskussion. Som afbrydes da Fader Tanchus vender hjem fra sit ærinde og træder ind i sine gemakker.

Præstens øjne lyner af vrede over dette brud på gæstfriheden, og han får talt troldmændene ud af sit kammer med et løfte om at fortælle dem om flaskens indhold senere. Han beder dem om at pakke deres rejsegods og forlade gæstehuset senest samme aften.

Lidt brødebetyngede går vore helte til gæstehuset. Og venter. Gordian bemærker, at præsten vimser rundt på kirkegården med en lille krukke, mens han mumler og laver fagter.

Lidt efter kommer præsten over til sine tidligere gæster. Og han udspørger dem om deres tro på Gud og deres forhold til Kirken. Da heltene indrømmer kun at have læst sporadisk i Bibelen, udbryder præsten triumferende: Det er blændværk! Kirken, paven, biskopperne. Det hele er arrangeret af Den Onde selv, udelukkende for at tryne den frie vilje og almindelige gode mennesker.

Præsten formår dog ikke at overbevise sine tilhørere. Da han indser dette og føler sig truet, prøver han at forlade gæstehuset. Han stoppes af Dragomir, der smager adskillige kompetente vap fra præstens stav, inden Maurus galdrer og løfter ham op fra jorden. Præsten bliver rasende, panisk og skræmt. Da han sættes ned, løber han ud af huset, men indhentes af Dragomir, der stikker sit sværd i ham.

Chokeret, men stadig levende, kaster den gamle mand sig ud i en dødskamp, der kort efter afsluttes, da Dragomir skiller hovedet fra kroppen.

Den tililende folkemængde overbevises af Gordians besnærende talegaver om, at deres præst var blevet forledt og tilbedte Djævelen. Skræmte og foruroligede går de hjem til deres huse.

"Send flere grogs"

Vore helte beslutter sig for at overnatte endnu en gang i Vezay: Blev præsten færdig med sit ritual? Hvilken ondskab har han lokket frem? Og nu er der jo arbejdsro.

Ved mørkets frembrud vender den foruroligende og dystre stemning tilbage på kirkegården. Det besluttes at åbne Helenes grav. De smukke, friske blomster på hendes grav er nu rådne, blodrøde og ligsorte, og med stikkende torne.

Dragomir fatter spaden og efter nogen tids graven afsløres det som ventet, at Helene ikke ligger i sin grav.

Pludselig opdager Gordian at noget kommer stavrende imod dem: En hovedløs krop, dækket af en rejsekappe. Tilsyneladende har en omstrejfende dæmon taget bolig i præstens afsjælede legeme. Et velkoordineret samarbejde får kastet gespenstet ned i graven og sendt dæmonen tilbage til Helvede.

Lettede nydes sejrens sødme. Da Denis prikker Gordian på skulderen og peger: Er der ikke noget, der bevæger sig derovre, ovre ved graverens grav? Gordian, Maurus og Denis går nærmere. Da et par krogede fingre pludselig gennembryder den friske jord og en foruroligende skabning springer frem. En lynsnar dæmon, der med fråde om munden går til angreb.

Gordian såres mellemsvært af dæmonens første hug og synker i knæ. Denis springer frem med draget sværd, mens Maurus tager retræten. Dragomir starter en besværgelse og tegner et pentagram i gruset.

Denis falder hurtigt om og fortæres af dæmonen, mens Gordian og Maurus søger tilflugt i Dragomirs beskyttende cirkel. Da dæmonen atter farer frem mod vore helte, sværger Dragomir atter, og udyret viger tilbage fra hans kraftige magi. Dæmonen er slået på flugt.

Det endelige opgør

Aftenen efter lykkes det med nød og næppe Maurus og Dragomir at overvinde dæmonen, omend Maurus får svedne fodsåler og blodet flyder i tykke strømme fra Dragomir.