Jagten på Dragomir

PROLOG: SILENTIASAXA

Midsommer, 1198, en sen nattetime på Silentiasaxa. Mørke og stilhed hviler over Pagten. De fleste dyr, tjenere og magere sover tungt, men ikke alle. Fra én hytte anes et svagt lys. I skæret fra et enkelt vokslys bevæger Dragomir sig rundt.

Langsomt, forsigtigt, for ikke at vække Ilith-Shar, der på det seneste har nægtet at vige fra hans side, selv om natten, pakker han nogle få personlige ejendele og ifører sig harnisk, våben og rejsekappe. Han tøver da hans blik falder på Ilit. Hun skutter sig i søvne, klynker lidt. Mareridt. Et øjeblik er Dragomir ved at opgive alle sine planer for at blive hos hende, men han har ting der må gøres. Han lægger noget ved siden af Ilit, og med et sidste bekymret blik vender han sig og forsvinder ud i mørket, efterlader Ilith-Shar alene.

Han er ikke den eneste der er vågen. Fra Thibaults laboratorium i Det Sorte Tårn høres mystiske besværgelser blandet med eder og forbandelser samt det enkelte lysglimt her og der. Som så ofte før er han blevet grebet af sit arbejde og fortsat til langt ud på natten. Det er noget de fleste udøvere af den magiske kunst kender til. Havde han ikke været så opslugt af magien havde han måske bemærket den skikkelse der bevæger sig over engen imod tårnet.

Men nogen ser det. Længere nede i Det Sorte Tårn vandrer Alazne hvileløst rundt. Blandt folk med mystiske evner og uforklarlige sanser og følelser der aner det usete og skimter fortid og fremtid er hun bestemt ikke den mindst følsomme. I nat er ikke alt som det skal være, og så er det jo ikke til at falde i søvn. Var der noget der bevægede sig udenfor? Alazne stirrer ud igennem krystalvinduet. Jo, der var det igen. Nogen bevæger sig væk fra Det Sorte Tårn. Et øjeblik deler tågen sig og i stjerneskæret mener hun at kunne genkende Dragomir. Men snart er han igen forsvundet i tågen og mørket. Han har vel lov til at vandre rundt om natten. Det ville ikke være første gang. Men der er stadig noget galt, noget der er forkert. Da solen viser sig i horisonten har Alazne stadig ikke fået sovet.

Sollyset spreder sig hen over engen, trænger igennem de skæve brædder i barakken og rammer Robert i ansigtet. Han grynter og forsøger at dække øjnene med sin arm. Morgnerne er de værste, det er når han lige er vågnet det er sværest at gennemskue hvad der er virkeligt og hvad der ikke er. Pludselig står det klart for ham at nogen har gjort noget dumt, og at uskyldige vil komme til at lide hvis ikke han gør noget. Tiden er ved at løbe ud, han har sovet alt for længe. Han springer op, kommer til at vælte den halve flaske brændevin han havde stående, og løber svimmel, fortumlet og halvnøgen ud på engen imens han desperat forsøger at huske hvorfor han ved hvad han ved, hvilke drømme og syner han har haft i nattens løb.

I modsætning til Robert kan Gordian godt lide morgnerne, for det er i disse stille timer, inden omverdnen trænger sig på, at han nogen gange kan fortabe sig i tavs samtale med en tilstedeværelse han kan bilde sig ind er mere virkelig end den er. Denne morgen er det desværre ikke en æterisk uhåndgribelighed der vækker ham, men Roberts usammenhængende råben. Irriteret står Gordian op for at finde ud af hvad der foregår.

Daggryet bringer gæster til Silentiasaxa. Olivius Mercere, blandt de verdslige kendt som Olivier Rouge, betragter interesseret Flammespiret og Det Sorte Tårn der rager op over tågen bag Vesttårnet. Vejret har ellers været klart alle andre steder. Olivier trækker på skuldrene og fortsætter op imod porten. Dette sted er sikkert ikke værre end så mange andre han har besøgt, og han har jo en meddelelse at aflevere. Han ved endnu ikke at hans timing er elendig.

Olivius bliver modtaget af Senõr Marcos. Den sædvanligvis rolige og afslappede Marcus er ukarakteristisk ophidset, arresterer nærmest Olivius, og slæber ham tværs over engen imod Det Sorte Tårn. På engen prøver Robert at forklare Gordian noget om sorte hunde fra øst der spiser mad og som Ilith-Shar ridder rundt på, og noget om at Dragomir er blevet opslugt af jorden. Olivius prøver at komme af med en meddelelse han medbringer til en hvis Dragomir, men Senõr Marcos insisterer på at hans sag er den absolut vigtigste, selv om han ikke kan få fremstammet hvad der er galt. I stedet for viser han dem det, Vis-lageret er tømt. Fuldstændigt.

Ilith-Shar er helt ude af den. Hun kan åbenbart ikke lige finde Dragomir, og hun tager det bestemt ikke pænt. Alazne mener at have set Dragomir snige sig ind i Det Sorte Tårn i løbet af natten, hvilket bekræftes af Thibaults magiske undersøgelser. Unge "Gutxi", der bevogtede Vis-lageret denne nat, indrømmer under Thibaults forhør at han ikke turde sætte sig op imod Dragomir da han dukkede op og uden videre skubbede ham til side.

Beviserne mod Dragomir hober sig unægtelig op, men Robert og Ilit er ikke så sikre. De taler om at Dragomir er rejst mod øst og/eller gået i en fælde. Ilit præsenterer et blodigt stykke pergament, som hun sært nok kalder et afskedsbrev fra Dragomir. Hverken magiske eller mondæne metoder formår at spore Dragomir, men Robert og Ilit bliver enige om at han må være taget til Coeris, i det Transylvanske Tribunal, om end det ikke er helt klart hvad de baserer disse oplysninger på.

Der er langt til Coeris, men noget må der jo gøres. En ekspedition bliver i al hast samlet. Gordian og Thibault vil drage af sted, og med sig vil de tage Ilit og Robert. Faktisk havde det nok være umuligt at holde Ilit tilbage, og Robert insisterer også på at det er essentielt at Dragomir bliver fundet. Olivius tager med som guide, og for måske at få afleveret sit brev, og Gordian tager Martin med sig. ”Gutxi”, der ikke har været sig selv siden Thibaults forhør, bliver også slæbt med som en slags straf. Mange af de andre magere er taget på svampejagt i midsommernatten, men når de vender hjem vil Alazne helt sikkert stå klar med en fyldestgørende forklaring.

DEL I: COERIS

De Pyrenæiske Bjerge tager sig idylliske ud på denne tid af året, men ruten over floden til Javielle og videre mod nord forbi d’Uverre-slottet før man endelig kan dreje mod øst og passere floden igen er stadig en langsommelig affære. Efterhånden som man kommer ud af bjergene og vejene begynder at blive bedre, går det noget nemmere. Olivier Rouge kender noget til de faste handelsruter og de bedste veje, og snart er rejseselskabet på vej tværs igennem Det Hellige Tysk-Romerske Imperium. De mægtige uafhængige handelsbyer i Norditalien passeres, Genua, Milano, Venedig. Kun få i rejseselskabet har nogensinde set så mange mennesker samlet på ét sted, og det spektakulære skue bliver betragtet med store øjne og blandede følelser. Det er også her Olivier forlader gruppen et stykke tid, for at forfølge private ærinder.

Men snart lægges også Italien bag dem. En skønne dag finder rejseselskabet sig i det Ungarske Kongedømme. Der er længere mellem byerne nu. Dybe mørke skove afløses efterhånden af mere bjergrigt terræn, De Karpatiske Alper, og godt halvanden måned efter de forlod Silentiasaxa, i området kendt som Transylvanien, ankommer de til landsbyen Oradea ved floden Crisul Repede, og dér, på den anden side af floden, på toppen af en næsten lodret klippevæg, ligger et mægtigt fort højt hævet over byen. Den mørke og dystre stenbygning er gigantisk og kaster truende sin skygge ud over hele Oradea, imens utallige vinduer og skydeskår er som øjne man ikke kan undslippe.

Velkommen til Coeris, Domus Magna for Hus Tremere, uden nogen tvivl den største politiske magt i det Transylvanske Tribunal, hjemsted for de syv ærkemagere der er Hus Tremeres øverste råd... Coeris, Dragomirs gamle pagt.

Rejseselskabet får en venlig, om end noget rutinepræget, velkomst af Sergius af Tremere. De får tildelt en hel gæstevinge for dem selv, da Coeris åbenbart ikke har så mange andre gæster i øjeblikket. Stedet er stort og luksuriøst, og tjenere står altid klar til at opfylde det mindste behov. Men der er ikke nogen der har set Dragomir de sidste seks år.

Både Ilit og Olivius snuser rundt. Der er ikke nogen der lige falder over Dragomir, men Olivius er så småt begyndt at lægge sine noter sammen, og tror at Dragomir har en kontakt som han har sat stævne et andet sted end Coeris. Under alle omstændigheder ser det ud til at de vil blive her i nogen tid, for at lære hvad de nu kan. Mørket sænker sig over Transylvanien...

Hvad der sker de næste par dage på Coeris er der næppe nogen der kan forklare fuldt ud. Den trykkede stemning går tydeligvis rejseselskabet på, og ingen stoler rigtigt på hinanden. Det lykkedes for adskillige at fare vild om natten på Coeris’ snørklede gange, uden at der rigtigt kommer noget ud af det. Der læres mere om de syv øverste ærkemagere, idet der på mest smagfulde vis er blevet sat statuer op af dem i gæsteværelserne.

Dagen efter ankomsten anmoder Pusicalle, den tredje højest rangerende blandt De Syv, om et møde. I Coeris’ rosenhave, efter mørkets frembrud, udspørger hun dem om Dragomir. Det er ved denne lejlighed at Olivius vist nok afslører lidt flere informationer end han havde tænkt sig. Plaget af skyldfølelse beslutter han sig for i hvert fald ikke at gøre noget lignende igen, heller ikke overfor de andre medlemmer af rejseselskabet, der ellers nok desperat mangler nogen spor at følge.

De følgende dage sænker tågen af forvirring og paranoia sig for alvor over Coeris. Der er desværre ingen der er i stand til at skabe sig et overblik over situationen, men følgende er der nogenlunde enighed om: Der findes et system af skjulte gange på Coeris der, hvis man kender til dem, giver uhindret adgang til adskillige værelser på Coeris. Fra gæsteværelserne får man adgang til dem gennem statuerne af De Syv. Olivius har givet, eller mistet, Dragomirs brev til Pusicalle. Cassius Malevolus, den anden af De Syv og Dragomirs parens, forsøgte i sin tid at få Dragomir dræbt, og Dragomir slap kun væk fordi nogen stak Cassius ned. Denne nogen må ifølge Thibault være Ilith-Shar, da hun tilsyneladende er den eneste der kender til episoden. Det følger at Cassius burde være død, men han er åbenbart stadig en højt rangerende mager på Coeris. Dog er jobbet som primus for nyligt gået til Roto, selv om Cassius var den oplagte kandidat. Mageren Selena har vist nok dræbt ”Gutxi”. Og sidst, men ikke mindst, er der noget alvorligt galt blandt magerne på Coeris, en frygtelig pest af diabolsk natur der er ansvarlig for de mange forsvindinger og dødsfald. Termen ”transylvanisme” bliver foreslået som beskrivelse for hvad der er galt med dem.

Til sidst flygter rejseselskabet ud i skovene, besejret at intrigerne og sammensværgelserne og af det snigende mørke. Uden Dragomir. Uden Vis. Uden en anelse om hvad de skal gøre.

Netop da det virker som om det ikke kan blive værre, finder vores hårdt prøvede helte sig omringet af en flok skovvante mænd der beskylder dem for at være troldkarle fra Coeris. De bliver ført til en lejr i skoven. Det drejer sig åbenbart om en gruppe oprørere der kæmper imod Coeris’ undertrykkelse. Selskabet prøver at overbevise dem om at de mere eller mindre er på samme side, men oprørenes leder, Estavan, ved ikke om han tør stole på dem. Nogen af dem er jo tydeligvis troldmænd. Han genkender dog Ilith-Shar som værende et væsen af skoven, og han fører hende væk for at tale personligt med hende. Da de vender tilbage har han besluttet sig for at hjælpe dem. Han fortæller om en skjult indgang til katakomberne under Coeris. Han forklarer også at hvis de har tænkt sig at benytte sig af den, skal de nok skynde sig, da oprørene har planer om at angribe Coeris snart.

Selskabet sejler over floden til en hule i klippevæggen under Coeris, hvorfra man kan komme længere ned i katakomberne samt op til Coeris. Imens størstedelen mener at svarene de leder efter befinder sig under jorden, tager Olivius dumdristigt alene op til Coeris, for at lære mere om mageren Seraphino. Han kommer nær galt af sted, men får med en uidentificeret persons hjælp fat på et brev der bekræfter at intrigerne på Coeris er ved at løbe løbsk.

I mellemtiden har de andre fundet en pige i katakomberne under Coeris; en ynkelig skabning i laset tøj, der fryser og er sulten og mumler usammenhængende om at være blevet bidt af Selena. Til sidst bliver hun helt vild og overfalder dem. Hun prøver at bide med sine lange hugtænder, men det er ikke svært at nedkæmpe den sølle eksistens. Foruroligende nok bliver hun herefter til støv. Så dukker Selena op, og hun er godt vred, ikke mindst på Gordian og Robert, der havde den frækhed at afvise hende, den nat hun lokkede med magt, udødelighed og en tynd, tynd natkjole. En noget hårdere kamp følger, men til sidst slutter Selena sig til støvet på hulens gulv.

Imens Olivius er på vej for at slutte sig til gruppen igen, har de fundet en interessant dør i den fjerne ende af hulen. Dette er muligvis Cassius’ sanctum. Men netop som de nærmer sig blæser en eksplosion døren af hængslerne. Indenfor er der et stort hul i gulvet. Nogen af de få ting der har overlevet eksplosionen er en stor krystalkugle, et fascinerende mekanisk dukketeater samt tre noget chokerede skovnisser i et bur. Man må jo ikke fange skovnisser, så de bliver befriet, dog ikke før Thibault har presset dem lidt til at fortælle hvad der er sket. De forklarer at de er blevet taget til fange af den onde mand der bor her, og at han blev kastet igennem gulvet af en høj dame som han havde et skænderi med. Der er udbredt enighed om at det nok kun kan være Pusicalle der er i stand til den slags. Der er flere katakomber nedenunder, så vores helte fortsætter ufortrødent.

De når frem til en mægtig hule, hvor der for enden er en prægtig dobbeltdør, forgyldt og udsmykket med kranier. Robert konstaterer at nu er de bestemt døde.

Cassius træder frem af skyggerne og advarer dem imod at nærme sig døren. Den Første hviler derinde, forklarer han. Han fortæller at han har ventet dem længe. Han ved hvor Dragomir er, han ved hvor deres Vis er, og han vil forklare alt, hvis de lige ordner noget for ham.

Nu er de store afsløringers tid kommet. Cassius fortæller at han har haft kontakt til Ilith-Shar gennem længere tid, og at han fik hende til at stjæle pagtens Vis, forklædt som Dragomir. Dét lille trick opbrugte desværre det sidste af hans krystalkugles magi, så han kan beklageligvis ikke længere hviske i Ilith-Shars hoved. Han har nemlig ikke sin egen magi til rådighed. Det er ulempen ved denne gave, denne forbandelse, som florerer på Coeris. Det var ved at udnytte dette at Roto blev primus. Han udfordrede Cassius til Certámen, en ganske accepteret måde at ordne tingene her på stedet, men Cassius kunne ikke så godt acceptere udfordringen og måtte trække sig. Spørgsmålet er hvor meget Roto vidste? En afhængighed af menneskeblod og et alvorligt problem med sollys må også betegnes som ulemper, og der er andre svagheder, men Cassius er ikke meget for at afsløre dem. Fordelen er udødelighed. Cassius garanterer at Selena og hendes unge elev ikke er sat permanent ud af spillet, på trods af at de blev til støv. Smittet bliver man af én der i forvejen har gaven, men det er ikke helt nok bare at blive bidt. Dette er til stor lettelse for Robert, han blev bidt under kampen med Selena. Man får en hvis magt over dem man smitter, noget der tiltaler folk fra det hierarkiske Hus Tremere. Det begyndte med at Den Første smittede fire af De Syv; Pusicalle, Cassius, Terminus og Morana. Nu var det naturligt at spørge sig selv hvor Den Første fik sine evner fra. Er han virkelig den første? Seraphino og hans parens Terminus mener at have fundet en endnu ældre kilde i et fjernt land, og er draget af sted for at vække denne ældgamle ondskab. Cassius er overbevist om at dette ville være vanvittigt. Forbandelsen er i forvejen ved at være ude af kontrol, hvilket rejseselskabets oplevelser på Coeris understreger. Enten vil de blive afsløret og resten af Ordnen vil slutte sig sammen mod Hus Tremere, eller også vil forbandelsen blive ved med at sprede sig, indtil...

Cassius vil have rejseselskabet til at drage efter Terminus og Seraphino, og stoppe dem. De skal gøre dette for Hus Tremeres skyld, for al livs skyld og fordi Cassius vil fortælle nøjagtigt hvor Dragomir og deres Vis er hvis de gør det. Han antyder at Dragomir godt kunne tænkes at være rodet ind i netop denne sag.

Det fjerne land viser sig at være Ægypten. Ilith-Shar har en idé om hvor de skal hen. Herefter mangler der kun en enkelt detalje, et offer, en frygtelig pris for at finde Dragomir igen som Ilith-Shar længe har anet, men som hun ikke har turde tænke for meget over. For at få adgang til ondskabens kilde skal man være én af de udvalgte, én af dem. Ilith-Shar vil frivilligt lade sig smitte af Cassius. Hun lader sig blive bidt, og drikker herefter af Cassius’ blod. Kun ganske lidt blod bliver skiftet ud, for at udskyde forvandlingen så længe som muligt. Men netop da skyder rødder og grene op af klippegulvet og holder Cassius fast imens hans pludselig bryder i brand. Ilith-Shar når lige akkurat væk imens Cassius brænder til aske, destrueret af mægtig magi. Den skyldige mager træder frem, selskabet genkender ham som Faustus, én af De Syv. Ikke desto mindre præsenterer han sig som Cirian af Hus Díedne, hans dybe infiltration af Hus Tremere endelig afsløret efter han én gang for meget så en alf mishandlet af Cassius. Så rumler og banker det bag de gyldne døre. Den Første vågner. I al hast flygter selskabet atter fra Coeris, men denne gang med en klar idé om hvor næste etape i jagten på Dragomir vil foregå.

DEL II: ÆGYPTEN

De gyldne døre skælver, hulens unaturlige lys synes at dæmpes. Robert må holde sig for ørene da de dødes skræmte hvisken stiger til et skrig, men stemmerne er i hans hoved og kan ikke lukkes ude. Den Første vågner. At blive er døden. I hast arbejder gruppen sig tilbage igennem katakomberne imod floden. Med bekymring bemærker de at støvet fra Selena og hendes elev har samlet sig i to små bunker, men der er ikke tid til at tage sig af den slags. Endelig når de frem til dagslyset, og et håb om at de vil slippe væk fra mareridtet tændes. Men netop som de er på vej i bådene viser en skikkelse sig i huleåbningen. Pusicalle er her. Hendes blik falder på Cirian af Díedne. Et voldsomt vindpust skubber ham fra solskinnet og i armene på Pusicalle. Det sidste rejseselskabet ser til ham idet de desperat skubber bådene fra bredden er Pusicalle der med en rolig, nærmest kærlig bevægelse lukker armene omkring ham.

Udenfor er der hektisk aktivitet. Estavans mænd er ved at sætte både i vandet imens andre er på vej op langs den snævre vej der fører op til Coeris. Rebellerne angriber. Fra Coeris lyder krigstrommer og horn idet hovedporten går op og Coeris’ hær drager ud for at slå oprøret ned. Hvem kan stå imod Hus Tremere magt?

Ilith-Shar, som om hun ikke havde bekymringer nok, leder efter et kendt ansigt blandt rebellerne, men situationen er for kaotisk, hun kan ikke finde ham, og ved ikke hvad hun ville gøre hvis hun kunne. Robert har en god idé om hvad han vil, med et brøl rejser han sig op i båden for at slutte sig til rebellernes angreb, men han bliver hevet tilbage af Thibault der hvæsende minder ham om at de har deres egen selvmordsmission at passe.

Så Rejseselskabet undslipper Coeris langs floden. Crisul Repede, ”Den Hurtige Cris”, er heldigvis opkaldt efter strømfaldene længere oppe i bjergene, her flyder den mere roligt igennem de frodige dale syd for Oradea. Crisul Repede slutter sig til Tizsa, Tizsa slutter sig til Donau, og Donau ender i Sortehavet. I havnebyen Tulcea finder rejseselskabet et skib med kurs mod Konstantinopel. Rig på guld og med en unik strategisk placering er det nok kun et spørgsmål om tid før denne storslåede by atter frister en eller anden hærfører over evne. Men rejseselskabet har endnu mere eksotiske destinationer i tankerne. Der sættes kurs tværs over det åbne hav, mod Alexandria. Vejret arter sig, der bliver skudt en god fart, og en sen aftentime leder et mægtigt fyrtårn skibet sikkert i havn. Rejseselskabet slutter sig til en karavane ind i landet. Ruten går langs Nilens bred, og inden længe ses Kairo, Ægyptens hovedstad, på den modsatte side. Men Ilith-Shars blik fanges af noget andet. Længere mod syd ses omridset at tre utrolige bygningsværker. Hun har set dem før. Dette er målet for deres rejse.

Ledt af Ilits fornemmelser ankommer selskabet til et højdedrag sydvest for Kairo, et mystisk og magisk sted. Tre gigantiske pyramider rejser sig fra ørknen og et over fem meter højt menneskehoved i sten stikker op af sandet. Men Terminus og Seraphino er kommet dem i forkøbet. De har etableret en stærkt befæstet lejr, som selskabet holder sig fra. I stedet besøger de Pyramide-pagten, der består af Ruth af Bonisagus og Pariah af Criamon. De har oprettet en permanent teltlejr ved pyramiderne for bedre at studere dem, og de har netop haft et gennembrud. Ruth deler, som en god Bonisagus-mager, sin viden. Det drejer sig om at de har fundet en gammel tekst der beskriver hvordan kalif al-Ma’muns viser rundt i et ret omfattende system af rum under pyramiderne og stenhovedet (som kaldes Sfinksen) samt bryder ind i den største af pyramiderne og fjerner fire krukker fra en sarkofag. Historien ender med at det viser sig at indgangen til de underjordiske kamre, som skulle befinde sig ved Sfinksen, er forsvundet umiddelbart efter krukkerne blev fjernet. Ruth og Pariah mener at have fundet en af disse krukker, og håbet er at der igen vil blive adgang til hemmelighederne, skulle krukkerne blive returneret. Selskabet tager et forsigtigt kig indenfor i pyramiden, og finder ganske rigtigt et tomt gravkammer, men ikke umiddelbart nogen ældgamle ondskaber, så de beslutter sig for at forfølge Ruth og Pariahs spor.

Måske befinder de andre krukker sig stadig i Kairo, i sultan al-Kamils palads. Han siges i hvert fald at være interesseret i gamle artefakter. Pyramide-pagten udstyrer selskabet med en guide og tolk, og de drager over Nilen og igennem Kairo og får foretræde for sultanen, som det, på trods af Thibault, lykkedes dem at føre en diplomatisk samtale med. Desværre har han kun én af krukkerne i sin besiddelse, men han er positivt indstillet overfor idéen om at returnere dem til pyramiden, og vil give dem krukken hvis de selv skaffer den næste, som han har en idé om befinder sig hos en gruppe franske riddere der har forskanset sig et stykke udenfor Kairo. De mener det er et helligt relikvie, så sultanen giver dem et andet til at bytte med, et stykke af Det Sande Kors, som han ikke lægger skjul på næppe er ægte. Kunne selskabet få ridderne til at tage hjem, ville det være helt perfekt, de er naturligvis et irritationsmoment.

Den lille gruppe franske riddere er rester fra det seneste korstog der er kommet på afveje og de er oplivede fordi de netop har hørt at paven vil starte et nyt korstog, denne gang med Ægypten som destination. Deres leder, Armand de Le Puy, mener at de har kunne holde ud her så længe fordi de har et helligt relikvie med dem: Johannes Døberens Hjerte. Et stykke af Det Sande Kors ville dog unægtelig være et endnu bedre relikvie (måske endda bedre en Johannes Døberens Hoved), men Armand er selvfølgelig nødt til at se det udføre et mirakel før han er overbevist, hvilket klares med lidt magi.

I den forbindelse lykkedes det atter engang Olivius at svigte sine principper. Denne gang kompenserer han ved at advare sultanen om Det Tredje Korstog.

Med tre krukker fundne afslører sultan al-Kamil at han måske kender én der ved hvor den sidste er blevet af. Selskabet bliver vist ned i fangekælderen hvor de i en celle møder et sært væsen med helt sort hud og horn i panden. Han påstår han er en Djinn ved navn Abd al-Misbah, og at han holdes fanget her af sultanen, ikke så meget af tremmerne som af en gammel bronze-lampe han har med sig i cellen. Han er åbenbart mange hundrede år gammel, og ved mangt og meget, men han er bitter over sin skæbne, og fast besluttet på at hjælpe så lidt som muligt. Hvis rejseselskabet kunne befri ham fra lampen, ville det selvfølgelig være en anden sag...

Da han i sin tid blev fanget i lampen af en mægtig troldmand, blev der sat nogen urimeligt besværlige krav til hvordan man kunne slippe ham fri. Lampen skal ødelægges af en uskyldig ånds tårer... indefra. Men Gordian mener nu nok at de tilfældigvis har en nogenlunde uskyldig ånd ved hånden...

Problemet med Abd al-Misbah er at selv om han er en tjenende ånd i sultanens magt, er han gennem årene blevet lidt for god til at fordreje ordrer, så sultanen tør ikke længere bruge ham. At slippe ham fri kan der heller ikke være tale om, da sultanen frygter at Abd al-Misbah vil være hævngerrig efter alle disse år i fangenskab, så den gamle Djinn fortsætter blot med at adlyde sin sidste ordre, som er at blive i cellen. Men da han ligefrem tilbyder at hente den sidste krukke, bliver handlen alligevel fristende, og selskabet beslutter sig for at befri ham uden at fortælle sultanen om det.

Upåagtet at de ikke har nogen magisk kontrol over ånden hverken efter eller før han er befriet, afkræver de Abd al-Misbah en lang og kompliceret formuleret ed, som han prøver på at lade som om han tager alvorligt.

Spøgelset Ádele, som Gordian nu efterhånden har ret svært ved at holde hemmeligt, forsøger at komme ind i lampen. Nu har hun jo ikke rigtigt nogen form, eller også er det fordi lampen er magisk, men i hvert fald er det ikke noget problem for hende at komme ind. Heldigvis er der også rigeligt for hende at græde over, og ganske rigtigt: Lampen flækker midt over, og Abd al-Misbah er fri. Han fortæller at den sidste krukke befinder sig hos Terminus og Seraphino. Han anser det ikke for nogen tilfældighed at krukkerne er begyndt at samle sig her igen, og han er ikke videre begejstret for den lurende ondskab han kan mærke et sted ude under sandet, så han beslutter sig for at overholde sin aftale og hente den sidste krukke. Det skulle ikke tage mange minutter, lader han dem forstå, før han på magisk vis forsvinder.

Desværre viser han sig ikke igen. Efter at have ventet i cellen i en times tid må selskabet indrømme at der nok er gået noget galt. De lusker tilbage til Ruth og Pariah.

Situationen virker fastlåst. Det diskuteres om krukkesamling overhovedet vil føre til Dragomir. Ilit tudefjæs er flere gange ved at opsøge Terminus og Seraphino for at kræve Dragomir udleveret, men der er bred enighed om at de er for farlige. I stedet aflægger Olivius deres lejr et besøg. I sin egenskab af Redcap lykkes det ham at få lov til at komme indenfor i lejren, men der kan ikke blive tale om at få lov til at snakke med Terminus eller Seraphino, slet ikke ved højlys dag. Han efterlader dem et brev hvor der står at Cassius er død og at de hellere må opgive deres foretagende.

Selskabet er under et vist tidspres nu, da sultanen før eller senere må opdage at hans Djinn er forsvundet. Selvfølgelig, hvis Terminus og Seraphino ikke bryder sig om breve med slet skjulte trusler, kan det blive et problem blot at overleve natten.

Det bliver en ubehagelig nat, med mumlende stemmer under sandet og andre ubehageligheder. Næste morgen har Ilit tabt tålmodigheden, og drager over ørknen for at finde Dragomir. Robert følger med hende og skaber en scene foran Terminus og Seraphinos lejr. Han får ikke lov at komme ind, men imens flere og flere vagter samler sig truende omkring ham, smutter Ilit ind fra den anden side, forklædt som en af vagterne. Hun har kun kort tid før Robert er jaget væk og nogen opdager at der en vagt for meget, men hun når at få den fjerde krukke med sig før hun vender tilbage. Af Terminus og Seraphino er der ingen spor.

Ilit er skuffet over ikke at have fundet Dragomir, men de andre anser operationen for en stor succes, og hektisk aktivitet bryder ud nu da de har den sidste krukke. Grogs og Terram-magi begynder at udgrave Sfinksen imens Pariah bliver sendt op i pyramiden med krukkerne. Og på trods af at Pariah vist nok på et tidspunkt har forsøgt sig med at brygge te på indholdet af en af krukkerne, opdages der inden længe en dør i Sfinksen, der både er der og ikke er der, ligesom den gamle tekst beskrev, og selskabet bevæger sig ned i de skjulte gange under ørknen. En række sindrige gåder og fælder spærrer vejen frem, men ikke noget der volder magernes overlegne intellekter problemer, i hvert fald ikke så længe de har den gamle tekst at holde sig til. Den sidste hindring kræver at Ilit ofrer blod til en gudestatue med sjakalhoved. Kun blodet fra de udvalgte giver adgang. Ilit virker nærmest resigneret nu. Bag den sidste hindring fører en smal bro over en tilsyneladende bundløs afgrund til en sarkofag på toppen af en stensøjle midt i afgrunden. Er dette den ældgamle ondskab de leder efter, og hvad nu? Det bliver alt sammen for meget for Olivius, der vender tilbage til overfladen, tids nok til at se hele Coeris-lejren på vej over sandet mod Sfinksen...

Coeris angriber, og Olivius er ikke sen til at anerkende overmagten og forsvinder ind i Sfinksen sammen med Ruth og Pariah, hvor de dødbringende fælder formår at forsinke deres forfølgere en anelse. Imens de andre overvejer hvad de skal gøre og uden held forsøger at rokke sarkofagen, kommer Olivius, Ruth og Pariah halsende. De bliver snart fulgt af Terminus og Seraphino, som medbringer en fange, en ung, arabisk udseende kvinde som selskabet ikke har set før. En hjerneskanning fra Thibault afslører at det er sultanens datter. Terminus vil vække hvad end det er der ligger i sarkofagen (han kalder ham Sutekh, ægte søn af Kain) med et offer af adeligt blod. Det mener rejseselskabet ikke er en god idé. En desperat kamp følger, desperat især fordi de færreste i rejseselskabet er nær så dygtige til at levitere over afgrunden som Terminus er. Men Seraphino har en overraskelse i baghånden i form af en spids trækæp, som han støder i Terminus. Dette virker over al forventning. Terminus falder storblødende om på broen, og Seraphino erklærer triumferende sin frihed. Og er Seraphino træt af overordnede er det sidste han har lyst til nok at vække tingen i sarkofagen. Selskabet er dog ikke helt indstillet på bare at gå hver til sit. De vil i hvert fald, og med stadig stigende desperation i stemmen, have at vide hvor Dragomir er. Og Seraphino fortæller dem det...

Der er jo ikke meget håb, forklarer Seraphino, for sjælene af væsner af hans slags. De er bestemt fortabte, dømt til at henslæbe efterlivet i helvedes pinsler. Når der alligevel er nogen der er rede til at lave handlen, modtage gaven, lade sig smitte, så er det jo på grund af udødeligheden. Der er vel ingen grund til at frygte efterlivet hvis man aldrig dør? Men der kan jo ske uheld, så som det der netop er sket med Terminus. Cassius skaffede en del oplysninger om Silentiasaxa da han spionerede på pagten igennem Ilit. En af disse oplysninger har Seraphino, der kendte Dragomir på Coeris og ved hvad han kan finde på, brugt til at lokke Dragomir til at gøre noget yderst selvdestruktivt. Oplysningen han brugte omhandlede en af hulerne under Silentiasaxa, efter sigende over en mil dyb, en hule hvortil der knytter sig en specifik legende... Dragomir er taget derned, tilsyneladende i et forsøg på at finde en bestemt sjæl, hvad han så end håbede på at kunne opnå. Dragomir er draget af helvedes til. Intet under han har været svær at finde.

Mere når Seraphino ikke at sige før Terminus, med sine sidste kræfter, hvæser at det adelige blod skulle bruges til at formilde Sutekh, få ham på deres side, ikke vække ham. Han er forudbestemt til at genopstå på denne dag, det kan intet forhindre, og nu vil han udslette alt han møder. Pludseligt forsvinder flere magiske effekter som troldmændene har kørende, effekter der ellers skulle virke til solnedgang, og det er kun midt på dagen. Sarkofagen begynder at ryste og adskillige af de tilstedeværende fortrækker i al hast. Thibault har dog andre idéer, han har bidt mærke i dét med at formilde Sutekh med adeligt blod, så han griber fat i Sultanens datter for at ofre hende til monstret. Hun er dog begyndt at sprælle en del, og selv om den gamle mand kæmper bravt må han opgive at holde fast i hende da hun tyr til decideret vold. Men ikke før han har tildelt hende en alvorlig flænge med offerkniven. Robert ser uskyldigt blod blive spildt, går amok og slår Thibault halvt fordærvet. Ilit må slæbe den halvdøde Thibault med ud. Det er ikke sikkert hun ville have gjort det hvis hun havde tænkt lidt længere over det.

Udenfor mødes de af en solformørkelses sære tusmørke. Desuden nærmer der sig en vred sultan i spidsen for en mindre hær. Men planeterne står endeligt rigtigt og Sutekh, ægte søn af Kain, som sultanens soldater kalder Iblis da de ser ham, skyder op af ørkensandet, spreder sine flagermuseagtige vinger og angriber.

Pile, magisk ild og bibelcitater flyver igennem luften. Yderligere kaos tilføjes da Armand de Le Puy og hans korsriddere viser sig på scenen for at bekæmpe denne dæmon. Indtørrede lig kravler op igennem sandet og griber fat i folk, men dem kan man i det mindste stille noget op imod, i modsætning til Sutekh der undviger eller ignorerer alt hvad der bliver smidt efter ham, om end han virker distraheret af det hellige lys der synes at strømme fra en lille genstand Armand har medbragt. Seraphino beslutter sig for at flyve op og konfrontere Sutekh, men bliver flået i stykker på ingen tid. Sutekh dykker mod vores helte for at gøre det samme med dem, men bliver standset i luften af ingen andre end Abd al-Misbah. En mindre brydekamp følger før Abd al-Misbah kastes til jorden, men Sutekh er blevet holdt beskæftiget længe nok, solen bryder atter frem og forvandler ham til støv. Abd al-Misbah udtrykker håb om at han spredt for ørkenvinden og udsat for dagligt sollys, ikke vil være i stand til at samle sig igen. Den gamle Djinn undskylder også at han blev lidt forsinket før han endelig udånder.

Sultan al-Kamil havde egentlig besluttet at han måtte risikere at benytte sin Djinn for at finde sin elskede datter da han opdagede at den var forsvundet, og han har efterhånden tabt tålmodigheden med vores helte. Henrettelse er bestemt på tale, men hans datter er blevet meget betaget af hele denne fascinerende historie hun hørte på nede ved sarkofagen (og kommer derved til at afsløre at hun er en del bedre til latin end hun i første omgang gav udtryk for, men det er der ikke nogen der bemærker) og spørger om han ikke bare i stedet kan sende dem hastigt væk mod et sted kaldet Silentiasaxa. Hun minder ham om at de strengt taget reddede hende. Hun kan ganske vidst ikke rigtigt lide Thibault, men hun har svært ved at sætte fingeren på hvorfor. Thibault har med sin onde magi slettet erindringen om at han prøvede at ofre hende.

Sultanen låner dem et prægtigt flyvende tæppe, imod at de til gengæld lover ikke at vise sig i Ægypten mere, hvilket de strengt taget ikke helt gør, men han får i hvert fald overbevist dem om at han mener det alvorligt, og snart går det raskt af sted over ørknen imod Frankrig og sidste del af jagten på Dragomir.

DEL III: HELVEDE

Dette er måden at rejse på. Med vinden i ansigtet og farten kun begrænset af at der helst ikke er nogen eller noget der skal trille af tæppet, går det af sted ud over ørknen. Ikke at alle er lige trygge ved situationen, men tæppet er stort nok til at man ikke behøver sidde i nærheden af kanten, og det virker stabilt, så det er bare at slappe af og nyde udsigten og den svalende vind.

Jo, dette er i sandhed måden at rejse på, og det er som om man for et stykke tid kan glemme de dystre omstændigheder. Nat og dag flyver tæppet utrætteligt af sted og snart lægger selskabet ørknen bag sig, til fordel for middelhavets solglimtende bølger. Når lejligheden byder sig, holdes der pauser på små idylliske middelhavsøer, men aldrig længe af gangen, og snart ses hvad der må være Italiens kyst langs den østlige horisont. Et sted der inde ligger pavens Rom, kirkens hovedsæde. Ikke et sted for troldmænd. Men det kan man jo sige om så mange af de steder selskabet har besøgt på rejsen.

Selv om klimaet stadig er mildt, kan det godt mærkes at sommeren nu for alvor er ved at være ovre. Selskabet har været længe væk, men nu stryger de over en lille fiskerby i Languedoc, opskræmmer en del fiskere, og fortsætter over fastlandet mod velkendte bjerge. En sen aftentime, godt tre måneder efter de forlod Silentiasaxa, daler tæppet langsomt gennem tågen og lander midt på engen. Cirklen er sluttet og målet for deres lange søgen er i bogstaveligste forstand i syne, et mørkt hul i klippen halvvejs oppe af flammespiret, en indgang til en hule mere end en mil dyb...

Med rejsen vel overstået kaster det magiske tæppe sig atter op i luften og forsvinder den vej det kom fra. Sultanen mente det åbenbart desværre alvorligt da han sagde at det kun var til låns.

Hvis Ilit før har været utålmodig er hun nu fuldstændigt ustyrlig. Hun er begyndt at spise orme i desperation. Resten af selskabet følger hende i hast op til Djævlehulen. Over en mil dyb er den måske nok, men heldigvis ikke lodret ned hele vejen. Den kan forceres og de stejle steder har nogen der er kommet denne vej tidligere efterladt reb. Snart er de forbi dammen hvor man kan hente Perdo og Terram Vis og i uudforsket område. Et sygt orange skær spreder sig i hulen og dystre, aggressive og paranoide tanker spreder sig i gruppens hoveder. Kunne legenden virkelig tale sandt?

Midt på gulvet har nogen smidt en sæk med alt pagtens Vis. Mange i gruppen er hermed klar til at kalde missionen for en succes og forlade hulen i en helvedes fart, men så opdager Ilit længere inde en skikkelse der sidder ved et bord og holder vagt ved en dør. Det er Dragomir. Han forklarer at han sidder her og sørger for at ingen kommer forbi, og at de godt kan smutte igen. Da Thibault, ikke overraskende, truer ham med vold, forvandler han sig til Flavie, Thibaults lærling. Han når også at spille Lily før han antager en form der får Gordian til at indse at han har mødt dette væsen før, i Vezay: En hovedløs præst. Dæmonen (som Dragomir besejrede i Vezay med ordene "vi ses i helvede") har ikke flere tricks i ærmet og slynges med vold og magt bort fra døren. Vores helte drager modigt igennem portalen bag hvilken Dragomir helt sikkert må befinde sig, bortset fra Thibault, der absolut ikke mener det er en god idé. Desværre finder han vejen tilbage spærret. Han benytter ventetiden til at lade sin vrede gå ud over den inkompetente og i forvejen mishandlede portvagt.

Resten af gruppen finder pludselig sig selv tilbage på Coeris, om end det er et rum kun Ilit og Robert genkender, og Robert ikke fra virkelighedens verden. I midten af rummet står en meget forvirret Dragomir. Han synes ikke at genkende gruppen og han kalder Ilit for Izabela. Da Ilit (efter at have forvisset sig om at dette er den rigtige Dragomir) smadrer et vindue er det dog som om han husker noget og tager sig lidt sammen. Vinduet er flugtvejen, bliver de enige om. Dette viser sig desværre ikke helt at være tilfældet.

Vores helte plus Dragomir finder nu sig selv omringet af frygtelige flammer, netop den type omgivelser de frygtede at blive udsat for. Situationen bliver ikke bedre af at det er på netop dette tidspunkt Ilit mister den sidste rest af kontrol og bider Dragomir. Men så kastes hun tilbage af en lysende skikkelse. Udenfor skriger Dæmon-portvagten og eksploderer, og Thibault finder pludselig tilbagevejen fri igen. Den mystiske Izabela har gjort sin entré. Måske var det hende Dragomir tog her ned for at finde, men hun forklarer at hun slet ikke hører til her, at selv Dragomir ikke ved alt om hvem der er dømt til helvede og hvem der ikke er. Hun er sendt hertil for at redde dem ud, og for at redde Ilit fra Roberts sværd. Ilit behøver ikke at begå den samme fejl som hun gjorde, forklarer hun, og hun løser også Ilit fra en ed om at holde øje med Dragomir, som man må sige Ilit har gået langt for at holde. Ilits fortsatte klynken over at have bidt Dragomir antyder dog at dette måske ikke vil ændre så meget. Til sidst sender Izabela dem til toppen af flammespiret for at konfrontere den person der står bag alt dette, og for at redde Alazne, som hun kalder "familie".

Og på toppen af Flammespiret venter ganske rigtigt Cassius Malevolus med en bevidstløs og blødende Alazne i favnen. Han er godt gnaven. Han er vred over at hans forsøg på at holde lidt sammen på det ædle Hus Tremere er blevet forvandlet til et kaos uden lige af vores helte. Han er vred over at Dragomir slog Izabela ihjel da Cassius havde fundet en metode til at gøre hende til sin villige slave. Han er vred over at vores helte nu har spoleret den fortrinlige hævn over Dragomir som han udtænkte sammen med Seraphino. Og han er ikke mindst vred over at Izabela valgte Dragomir frem for ham i første omgang. Han smider Alazne fra sig og angriber.

På trods af dyrisk vildskab fra Ilith-Shars side virker Cassius fuldstændig uimodtagelig overfor alt hvad de smider efter ham. Men der er jo næsten også kun én ting der vides at virke effektivt og permanent overfor disse væsner. Det var for meget for Dragomir at blive bidt, han er lige så bevidstløs som Alazne, men han har alt sit udstyr med, inklusivt adskillige spidse trækæppe. I mellemtiden har Thibault kæmpet sig tilbage til udgangen, og han er ikke sen til at opfatte hvad der foregår på flammespiret. Han teleporterer til engen og mønstrer de resterende af pagtens troldmænd, som han på samme magisk vis sender op til Flammespiret en efter en. Netop da lykkes det Olivius Mercere at støde sin egen hjemmelavede trækæp i brystet på Cassius. Han begynder at bløde voldsomt, ligesom Terminus, og snart er han svundet ind til ingenting og støv. Denne gang må han bestemt være død, for Ilith-Shar mærker straks en forandring i kroppen, en følelse af frihed og af at være vågnet efter et langt mareridt, en næsten fuldbyrdet forbandelse forsvundet som dug for solen med Cassius.

Og med Cassius' alt for længe udsatte død ender historien om jagten på Dragomir. De begivenheder der foregik på Silentiasaxa, Coeris og i Ægypten i sommeren 1198 viste sig at være de første tegn på det blodige opgør Ordnen senere tog med Hus Tremere. Med sædvanlig manipulation og politisk snilde lykkedes det Huset at dække over tingenes tilstand i endnu et stykke tid, men til sidst var der for mange der havde hørt rygterne og den samlede Ordens vrede haglede ned over vampyrerne, som man kaldte dem.

Hvad angår Alazne, var hun naturligvis en smule rystet, men kom sig uden men. Dragomir var værre tilredt, og det tog ham et stykke tid at blive sig selv igen. Men efter på denne måde at have fået bekræftet at ondskaben i høj grad er at finde lige her på Silentiasaxa, har han ikke planer om at rejse bort foreløbigt. Sidst man så Ilith-Shar var hun stadig ved hans side.