Kampagneintro - Europa på 9 minutter

[Twin Peaks – Love theme]
Året er 1197. Det er den 11. december. Der er 10 dage til vintersolhverv, Europa oplever en af sine strengeste vintre.
Under os ligger et øde Vesteuropa – stormen raser...
I de nordlige fjorde knager barbarernes moler under isens kræfter. De skibe som ikke blev taget på land, er nu ikke andet end sprængte planker og lidt tovværk, års anstrengelser spildte. Langs det store vand dækkes alt stadigt af den hvide sne, enorme mængder store fnug kastes mod jorden, presses ind af den mindste sprække, efterlades hvor det findes blot en smule læ. Ingen dyr eller mennesker vover sig ud. Alt er dækket til, spændt sat, snurret fast. Vinden flår i os, i vingerne, kulden trænger sig på. Vi lader os glide med vindene, ind over land mod fjeldene. Her opholder sig ingen om vinteren, der er hverken føde eller ly.
[1:05]
Videre.. væk!… forbi de frosne vidder og ind i ly bag bjergene. Luften er pludselig klar, solen ses som en lille dybgul skive mod horisonten, dens stråler uden varme, formår knap at lyse snelandskabet op.
[1:18]
Frosten har næsten fysisk tilstedeværelse, den brænder i lungerne. Her møder vores skarpe blik de første spor af mennesker. Lidt spredt brænderøg kryber op over skorstene, falder så gråt ned langs de hvide dyner som dækker husene og udvisker deres konturer. De ligner ikke længere huse, men bakker med små skorstene – udledninger fra alfefolkets og dværgenes ovne?
En enlig ulv, trasker målbevidst gennem sneen. Dyr holder sig på afstand, en udstråling sikrer ulven mod fjender. En enkelt gang skifter dens blik fra det usynlige spor som den følger, og op. Øjne som ingen ulv har, strejfer os. Kort efter er den ude af syne bag os.
Videre.
[2:10]
Mod øst.
Endnu en gang støder vi på et stort hav, en gigantisk frossen bugt. Enkelte modige mennesker har vovet sig ud på isen på jagt efter fisk og sæler. Da vi nærmer os den anden kyst kommer en rytter imod os, han er på vej over isen, sydvestover. På trods af kulden, driver sveden af hesten, flanker. Rytterens blik flakker under det tjavsede hår og den røde hætte. Hvilken nød driver dem dog ud på et så desperat togt?
Vi er inde over land igen! Luften står næsten stille her og kulden er værre end nogensinde. Nåleskov dækker til horisonten.
Et stort smæld lyder!
En af de store graner svajer, og falder så langsom mod jorden - fanges dog i grenene fra et af de andre træer – hænger et øjeblik, lidt ubeslutsomt,
[3:05]
men dens vægt er for stor og med en dyb, solid lyd knuses det mod klipperne. Kulden har nået til dets hjerte, det er dræbt af frosten og flækket af kræfter kun få forstår – og endnu færre behersker.
Her bor kun få mennesker, men i skovene lyder spinkle stemmer og små lys bevæger sig rundt i tusmørket. Det er feer og alfer, huldrer og lygtemænd. I en besynderlig lysning er en stor forsamling af alfefolk og også en håndfuld mennesker. Der er stort postyr, og fortvivlelse hos alle. Sammen starter de på besværgelser og luften varmes gradvist – bare en smule. Vi kan føle deres blikke, vi er ikke ønskede her.
Vi følger den varme strøm op, og vingerne sender os hastigt mod syd, mod rigtig varme og lys. Langt ude ser vi igen rytteren. Han ridder gråskimlen som var selve djævlen i hælene på dem.
[4:05] [– Følgende læses langsomt]
Mod syd dukker de endeløse stepper op. De er forblæste, dækket af brunligt græs og rimfrost. I de få lavninger er store flokke af heste. Mod vest hærger stormen langs Europas kyster, men selv her mærkes dens styrke.
Langsomt overgår landet til først til skov, så bjerge. Tegn på landbrug og mennesker. Mørke borge hviler tungt på klipperne og befolkningen synes tunget af sult og kulde – eller måske en langt værre og mere dyster sandhed?
[love theme ends]

[Floating into the night - The Swan]
Forude skimtes det Byzantinske rige, og luften er nu fri for frost. Athen, Smyrna og den det som engang var prægtige Konstantinopel! Civilisationens vugge. Under os arbejdede de store tænkere og under os arbejder dygtige magere med deres små apparater og amuletter.
På en bakke, på en lille ø langt fra land står en kvinde med hænderne presset med tindingerne. Hun er ikke meget mere end skind og ben, hun vakler under sit eget pres. Svajer og fortrækkes af kramper og angst. Tåger spredes om hendes fødder, en lugt af død. Et enkelt skrig sønderflænger stilheden, da hun styrter om – mon hun fandt mere end hun ledte efter, der i Enigmaland?
Den store sø, bindeledet, havet i midten, Middelhavet!
[0:57]
Her er aktivitet, skibe, folk og byer. På Afrikas kyster har hedningene forskanset sig med deres slaver af undermennesker. Araberne tager fejl! Videnskab er ikke vejen til lykke og velstand, de burde efterlade deres materialistiske verdensbillede og søge Gud.
På det Italienske fastland følges verdens tilstand med stor interesse af Vatikanet. – og selv midt i al denne hellighed færdes skikkelser med kræfter som få. De tilbeder Gud og samtidigt dyrker de deres ældgamle ritualer. Det er alt sammen meget underligt, men sådan har det foregået i århundreder.
[1:40]
På den Iberiske halvø er et slag i gang. Sydfra presser hedninge sig på, men de holdes i skak af kirkens folk. Kirkens folk - støttet af mænd og kvinder med ild og destruktion. Men det går ikke som det burde. Magien er ikke stærk nok, noget kæmper tilbage. Er det de 2 mænd i purpur rober?
Mens blodbadet fortsætter, fanger vi en varm strøm og cirkler mod nord. Turen uden om stormens midte har været lang, men det har været det værd. Dens kræfter er umådelige, kulden dræbende..
[2:05]
[The Swan ends]

[T2 theme]
I Pyrenæerne er alt gået i stå under stort snefald og den frygtelige storm. - Og dog. I en hule, knapt mere end en klippespalte har en lille forsamling forskanset sig mod vinden og kulden. 2 unge mænd forsøger forgæves atter engang at rette på tæpperne så de afspærrer indgangen for vinden, en anden mand sidder og kommer med hjælpsomme kommentarer. Den ene af de unge vrisser tilbage. Der er spændinger i luften. Lidt derfra er en mand med et plaget ansigt, han har ledt dem gennem bjergene, men i stormen mistede han overblikket og retningen. Vi er strandet her. Hvordan skal vi dog kunne når det til tiden? Lily har ikke fortjent dette, JEG har ikke fortjent dette. Severus, det er alt sammen din skyld! Hvad laver 4 mænd her på denne årstid, hvor var de på vej hen? 4? Vent lidt. Langt inde i klippespalten, hvor de voksne ikke kan komme klatrer en lille pige rundt. Ubekymret undersøger hun stedet, leger for sig selv – ganske som hun er vant til, når hendes fader, som altid, er optaget af vigtigere ting.
[1:10]
Men de er ikke alene i bjergene. Lidt derfra, i passene ind mod Val du Bosque kæmper en lille gruppe mod vejret, stædigt baner de sig vej. De 3 har kæmpet mod vejret i snart 2 døgn uden søvn eller længere hvile. Deres kræfter må snart slippe op, intet mennesker kan klare den slags storme. Det er utroligt at de er nået så langt! Den mørke mand snubler, mister balancen, synlig udmattet. Jeg kan ikke mere! Kvinden støtter ham; Kom nu, der er ikke langt, vi SKAL.
De fortsætter, trodser fornuft og elementerne. Stadigt nærmer de sig en mystisk forsamling af bygninger, og et foruroligende sort tårn...
[T2 end]

[Floating into the night – into the night]

Tårnet!

Det står som mejslet i stormen, kulsort selv set gennem al sneen. Vores vinger er nu tunge af kulde. Trætte. Vi finder lidt ly i toppen af en høj fyr på det nedre af Flammespirets skråninger. Herfra kan vi holde øje med stedet, med beboerne.
Tårnet ligner en monolit af den sorteste onyks. Der er ingen sne på det, ikke at det er varmt og smelter det, men sneen rammer det ej. Eller også kan det bare ikke blive hængende?
Gennem et af vinduerne ses en høj, skægget mand, med stirrende grå øjne og rødbrunt hår. Han slår blikket ned og undersøger metodisk sin bog. Med mellemrum tager han en note med sirlig skrift. Øverst på papiret er overskriften Farven af glemslens skygge.
[0:50]
Over hans rum er 2 andre. De er tillukkede med skodder og bag er kun mørke. Det eneste andet lys i tårnet er bag halvt tillukkede skodder aller øverst oppe. Hvad foregår der oppe? Det er for svært og se, og vi er så tæt på vores mål. De stive vinger foldes atter ud, og snart cirkler vi om tårnet. Selv tæt på giver det ikke en rigtig fornemmelse af substans, af at *være* her. På afsatsen øverst oppe sætter vi os, der er ikke megen plads og vinden river og rusker. Kræfterne slipper op. Bare lidt længere. Hold ud. En ældre mand sidder foran et af de 3 tændte ildsteder. Rummet sitrer med varme, og kulden ude får noget at røgen til at løbe tilbage i skorstenen, ind i rummet. Selv i gennem stormen fornemmes en dårlig luft. Mandens sorte hår er omhyggeligt kæmmet, brynene rynkede og panden spændt. Øjnene stirrer ind i intetheden, kun munden bevæger sig. Hvordan skal det gå? Hvorfor? Hvor blev det alt sammen af?
[2:00]
Nede på engen løber en mand over pladsen og forsvinder ind i et andet hus. Måske er det ham vi søger? Der er i hvert fald ikke grund til at bruge mere tid på det gamle fjols, som har glemt sig selv i fortiden!
Nede ved engen er en lille forsamling huse. Selv langt fra kan man høre hævede stemmer:
Du skal bare holde dig væk! Du skal IKKE snige dig rundt og … og spionere ind gennem sprækkerne. Du er her kun så længe ingen klager, og JEG…. Je… jeg…. [klinger ud]
[med overdreven rolig stemme] Du gør hvad? Du skal ikke diktere hvordan jeg skal opføre mig [uhm, pege på folk]. – Og desuden så spionerede jeg ikke [mumle].
Slap af i to! I skulle lytte til Jer selv, sådan et par børn. I er jo venner for pokker. Det er bare det vejr, Fidelius’ humør og den kommende åbning af laboratorierne som gør jer spændte. [lidt for overbærende/moderligt] Kan du så sige undskyld til Dragomir, Sylvester!
[Stemmen knækker næsten helt over] Skal JEG sige undskyld! Nej nu må I krafteddermamemig styre Jer, Smatso og Sinke. [Mikrofonen flytter sig væk.] Jeg skal sige Jer lige præcis hvad det er som foregår, og jeg vil ikke afbrydes med Jeres perfide...
[3:00]
Her var han heller ikke, der må ledes videre, men nu er det vist til at finde et mere permanent opholdssted.
Mens vi leder, kommer en af vagterne stridende gennem sneen, men vi er for trætte, vil bare i ly.
[3:26] [musikalsk klimaks]

[Into the night ends]